14-06-1999 |
|
Våd grundlovsdag i Ørum |
![]() |
Nørre Djurs Kommune havde også forberedt et grundlovsjubilæums-arrangement i forbindelse med grundlovsdag lørdag den 5. juni i anledning af, at Danmarks Riges Grundlov fyldte 150 år på denne dag. Blot havde kommunen glemt at tage vejrguderne i ed, for regnen silede ned i tove under hele arrangementet, der foregik ved Ørum Aktiv Center.
Nørre Djurs havde som alle landets øvrige kommuner sendt tre unge mennesker til København for at hente et egetræ. De tre unge mennesker ankom til Ørum Aktiv Center ved 16-tiden medbringende dette lille grundlovstræ, der så blev plantet tæt ved det kommende idræts- og kulturcenter i Ørum, der i øvrigt holder indvielsesfest til august.
Det var Venstre-manden Jens Peter Jellesen fra kommunalbestyrelsen, der forestod beplantningen af egetræet, og han afleverede tillige et par velvalgte ord i den højtidelige anledning.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000