07-06-1999 |
|
Skolebestyrelse ønsker at blive fritaget for hvervet! |
![]() |
De syv forældrevalgte medlemmer af skolebestyrelsen på Grenaa Østre Skole sendte i sidste uge et åbent brev til Grenaa Byråd, hvori de kollektivt beder om at blive fritaget for hvervet i protest mod byrådets vedvarende krav om nedskæringer på skoleområdet. I brevet forklarer de, at beslutningen er fremkommet efter mange diskussioner, og at den udelukkende er af samvittighedsmæssig art. Der er således ikke tale om uenighed med skolens ledelse eller det øvrige personale.
»Grunden er frustration over arbejdet med at udnytte ressourcerne bedst muligt, for så efterfølgende at blive præsenteret for besparelseskrav, der slår alt det opbyggede i stykker. De senest tiltrådte medlemmer er rystede over denne arbejdsmetode, og de ældste af os har aldrig kendt til andet. Kort sagt: Frustrationer, skuffelser og dårlig samvittighed over at deltage i en stadig forringelse af vort skolevæsen har gjort, at vi nu ønsker at bruge vores fritid og intellektuelle energi på mere fremadrettet og positivt arbejde«, lyder meldingen til byrødderne.
De syv skolebestyrelsesmedlemmer, der ikke ønsker at være det længere, er Anni Staub, John Madsen, Poul Bengtsen, Anni Obsen, Gitte John-Pedersen, Thomas Thygesen og Jørgen Dahl-Andersen.
De slutter deres ansøgning om fritagelse for bestyrelsesarbejdet med håbet om, at byrådet vil se velvilligt på ansøgningen, og med, at de foreslår, at en ny bestyrelse træder til efter 1. august. Indtil da vil den nuværende bestyrelse fortsætte arbejdet.
Talsmanden John Madsen udtaler endvidere i sagen, at han for det tilfælde, at byrådet ikke vil imødekomme ansøgningen om fritagelse, håber, at politikerne så i stedet vil indgå i en konstruktiv forhandling med henblik på at få taget sparekravene af bordet i én eller anden størrelsesorden. Grenaa's borgmester Gert Schou har da også foran TV2 Østjyllands snurrende kameraer givet udtryk for, at han ikke var begejstret for den slags kollektive opsigelser, og at byrådet sandsynligvis ikke vil imødekomme den.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000