07-06-1999

Gamle elever/gamle medlemmer af kor og orkester inviteres til en stor galla-aften den 6. november

Grenaa Blad logo

Vestre Skole i Grenaa fylder 150 år i år:


Gamle elever/gamle medlemmer af kor og orkester inviteres til en stor galla-aften den 6. november

Lørdag aften den 6. november afholder Grenaa Vestre Skole en stor galla-aften i Grenaa-Hallen ved Kulturhuset Pavillonen. Anledningen er den, at skolen i år fylder 150 år, og for at markere dette flotte jubilæum på festligste vis, opfordres alle tidligere elever og nuværende forældre til at deltage ved denne galla-aften. En speciel invitation henvender sig i den forbindelse til tidligere elever, der på ét eller andet tidspunkt i deres skoleforløb, har været en del af skolens kor eller orkester. Disse forhenværende Vestre-korsangere og -musikere opfordres til at deltage i et stort jubilæumskor og -orkester denne november-aften. Mange af disse tidligere elever er jo flyttet fra byen, så derfor er dette opråb ikke mindst rettet mod deres forældre, venner og bekendt, som stadig måtte befinde sig i byen. Det bliver disse personers ansvar at få de tidligere Vestre-elever gjort opmærksom på, at deres gamle skole gerne ser dem til denne galla-aften - og særdeles gerne som aktive deltagere i enten kor eller orkester,

der denne aften vil opføre et potpurri af musical-hits gennem tiderne på Vestre Skole.


De fire lærere bag dette opråb er Bent Larsen, der satte kor og orkester på skinner helt tilbage i 1976, Dorthe Kolind, Rasmus Mauritsen og Jens Ole Nielsen, og man kan tilmelde sig jubilæumskor og -orkester ved at kontakte én af disse fire lærere - eller blot ved at henvende sig til skolens kontor.


Sorten Muld har givet koncert for de ældste elever

Festlighederne i relation til jubilæumsåret er ellers fordelt jævnt over hele året. I marts måned blev de ældste elever - 6. - 10. klasserne - således trakteret med en koncert med »techno-folkemusikerne« fra Sorten Muld, mens de små har haft besøg af eventyrfortælleren Peter Sørvad. I august måned ved indgangen til et nyt skoleår, skal eleverne i en emneuge yderligere forberede cirkus og boder på festpladsen i Anlægget.


Og så kommer man til november altså frem til den helt store galla-aften for tidligere elever og nuværende forældre. Der bliver tale om en aften med officielle taler, spisning og festlige og underholdende indslag. Herimellem altså et koncertindslag med et lejlighedskor/jubilæumskor, der kommer til at bestå af de 65 nuværende medlemmer - plus det antal tidligere korsangere, der måtte melde sig til lejlighedskoret, der for de involverede inkluderer en øve-seance tidligere på dagen lørdag den 6. november.

- Det bliver forhåbentligt et meget stort kor. Jeg mener ikke det er urealistisk at håbe på, at vi får et kor på et kor på 150 stykker, siger Bent Larsen, der også håber, at mange tidligere elever med en fortid i skolens orkester, vil melde sig for at levere toner i én eller anden form denne aften.

- Vi har ikke en fuldstændig plan klar, men alle der melder sig på forhånd, kommer til at deltage i koncerten i én eller anden form, siger Bent Larsen.


Musical-hits

Skolen har en tradition for at opføre én årlig musical, og der vil blive udvalgt de største perler og hits fra disse forestillinger til denne aften. Man vil således kunne opleve numre fra eksempelvis Skatteøen, Ronja Røverdatter, Den Lille Prins og Gøngehøvdingen med flere.


Senere på aftenen stiller skolen scenen til rådighed for de gamle elever, der måtte ønske at give et musikalsk nummer. »Den åbne scene« kalder de fire lærere dette programindslag.

- Det skal være hyggeligt og rart, nærmest cabaret-agtigt, og her må man også gerne melde sig på forhånd, så vi kan indpasse de forskellige indslag i programmet, siger Bent Larsen.


Den åbne scene vil også være åben for nuværende elever, der måtte ønske at give et nummer denne aften.


Sprogprofessor leverer festtalen

Fest- og jubilæumstalen leveres af ingen ringere end sprogprofessor Jørn Lund, der er redaktør på Den Store Danske Encyklopædi fra Gyldendal, og som rent faktisk er tidligere elev på skolen. Jørn Lund blander sig ofte og gerne i skoledebatten i Danmark, og vil givet kunne levere ord til eftertanke.


Se annonce angående jubilæumskoret andetsteds i Grenaa Bladet.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000