24-05-1999

Børnesex-sag er afsluttet men en helt ny er på vej i Grenaa!

Grenaa Blad logo

Retten i Grenaa idømte i sidste uge en 37-årig mand fra Grenaa halvandet års ubetinget fængsel i en sag om børnesex. Manden misbrugte jævnligt en 11-årig dreng i løbet af 1998 ved flere gange at tiltvinge sig analt samleje med ham - og udsatte ham derved for både vold og tvang. Den 37-årige blev også dømt for forsøg på at tvinge en 13-årig dreng til sex. Manden blev anholdt den 22. januar og har siddet varetægtsfængslet lige siden - blandt andet med henblik på en mentalundersøgelse, som er afsluttet med, at lægerne har erklæret manden for egnet til straf. Han aflagde en delvis tilståelse ved det første grundlovsforhør, og gentog denne tilståelse ved det afsluttende retsmøde i sidste uge, hvor han da også modtog dommen.


Fra det første retsmøde til det sidste har dørene til retssalen været hermetisk lukkede af hensyn til drengene og deres familier, og de oplysninger man har ladet tilflyde offentligheden i børnesex-sagen, har været yderst sparsomme.


Nu ser det imidlertid ud til, at en ny børnesex-sag er på vej i Grenaa. I sidste uge løslod man en 69-årig mand fra Grenaa efter at have holdt ham varetægtsfængslet i 14 dage på baggrund af en sigtelse for sex med småpiger. Retten fandt imidlertid ved sidste uges retsmøde, at der ikke længere var grundlag for yderligere varetægtsfængsling mod den 69-årige, omend politiet fastholder sigtelsen mod ham og fortsætter efterforskningen i sagen med henblik på at rejse en eventuel tiltale mod manden med et efterfølgende retsligt efterspil for den 69-årige, der har erklæret sig villig til at lade sig mentalundersøge ambulant.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000