24-05-1999 |
|
Mogens Camre til EU-debatmøde i Tirstrup Lufthavn |
![]() |
Det Konservative Folkeparti i Grenaa-kredsen lægger op til en EU-debat forud for Europa-parlamentsvalget den 10. juni med et debatmøde i Tirstrup Lufthavn den 31. maj. De Konservative har forsøgt at gøre debatten så bred som overhovedet muligt ved at konfrontere den omstridte tidligere socialdemokratiske folketingsmand, Mogens Camre, der nu stiller op til EU-valget for Dansk Folkeparti, med en SF-kandidat i skikkelse af Pia Olsen. Èn af Det Konservative Folkeparti's egne EP-kandidater ved dette debatmøde er den 25-årige Ann-Kathrine Karoff, der der stud. mag. og fra Århus.
Når mødet - der er åbent for alle interesserede - afholdes i Tirstrup Lufthavn, hænger det meget passende sammen med udgangsspørgsmålet: »Er EU for højtflyvende«, som de tre debattører skal diskutere ud fra. Debatten vil blive styret af Grenaa-advokaten Poul Steninge.
Kredsformanden Thorkild Kudahl glæder sig over, at det er lykkedes at få Mogens Camre til at stille op til dette debatmøde - ikke mindst med henblik på, at mødet givet vil være præget af et festfyrværkeri af forskellige meninger, der mødes og brydes.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000