24-05-1999

GIF's idræts- og naturfritidsordning for aktive børn - INFO'en - er i gang

Grenaa Blad logo

Mandag den 3. maj åbnede Grenaa IF Fodbolds idræts- og naturfritidsordning INFO'en. 35 børn er tilmeldt ordningen, der er opstået i et samarbejde mellem GIF Fodbold og Grenaa Kommune, og de havde lejlighed til at åbne den utraditionelle fritidsordning for børn i alderen 10 til 14 år på festligste vis mandag den 3. maj. En kæmpelagkage med GIF-logo og børneløb på atletikbanen på Grenaa Stadion, afsluttende med forcering af et udspændt bånd ved mållinien, var med til at markere, at nu var INFO'en en realitet i og omkring Grenaa IF's klubhus på Grenaa Stadion. Her er det selvsagt tanken, at INFO-børnene skal benytte sig af de mange faciliteter, der befinder sig på stedet. Det vil sige klubbens egne lokaler, men derudover agter man også at benytte Grenaa Idrætscenter, ude- og indendørs tennisbaner, fodboldbanerne, rulleskøjte-hockeybanen, atletik-anlægget, rideskolen, svømmehallen, plantagen, naturskolen og hvad der ellers er af muligheder i Grenaa Kommune for en aktiv fritid.


Der lægges også vægt på gode natur- og friluftsoplevelser. Man vil således som INFO-medlem også komme til at opleve klatrevæggen i Idrætscentret, kanoture, overlevelsesture, orienteringsløb, træklatring, lejre/ture med videre - kun fantasien og økonomien sætter grænser.


Skolearbejdet er dog ikke glemt, idet der arrangeres lektiehjælp for børnene mandag-torsdag mellem kl. 16.00 - 17.00.


Skal motivere børnene til en aktiv fritid

- Målet med INFO'en er, at børnene gennem en bred vifte af idrætsgrene-, natur- og friluftsaktiviteter skal få et indblik i de kvaliteter og udviklingsmuligheder disse aktiviteter har for den enkelte, og derigennem give dem en alsidig motorisk og social udvikling til gavn for såvel indlæring som fysisk og psykisk velvære. Bagtanken er selvfølgelig den, at det vil give børnene mulighed for at finde nogle fritidsaktiviteter, der fanger deres interesse, så man hermed er med til af »skubbe«/motivere børnene til en aktiv fritid, udtaler formanden for GIF Fodbold, advokat Jørgen Steffensen.


Århus-pædagog er den daglige leder

Den daglige leder er den 48-årige pædagog og idrætstræner og -leder fra Århus, Jan Jensen, der til at hjælpe sig har en fastansat medhjælper i skikkelse af Pia Reckweg, der selv har en bred idrætsmæssig baggrund, ligesom hun også har erfaring fra en fritidsordning (Voldby Skoles SFO). Udover de to fastansatte vil der fra kommunens side blive ansat 1 jobtræningsperson, ligesom der i perioder vil være tilknyttet instruktører og pædagogstuderende.


1 tema-uge hver måned

Hver måned bydes der på et nyt idræts-, natur/fritidslivs-projekt af minimum 1 uges varighed.


INFO'en arrangerede endvidere Åbent Hus/reception mandag den 10. maj - altså præcis en uge efter åbningen - hvor Grenaa Bladet kiggede forbi. Jan Jensen og Pia Reckweg kunne her se tilbage på en såvel spændende som hektisk første uge.

- Det hele er jo nyt for alle parter, og vi skal hele tiden orientere os i retning af, hvor vi må være den pågældende dag, men generelt må jeg sige, at jeg er overrasket over så godt det er gået, sagde Jan Jensen.


Sidste uge var den første uge i INFO'ens historie med en hel tema-uge. Det skete under overskriften »slagspil«. Jan Jansen havde allieret sig med en lærerstuderende fra Århus, Hans Andersen, der underviste børnene i blandt andet cricket og baseball, og i fredags gæstede man endvidere Grenaa Golfklub, hvor der blev lejlighed til at snuse til golfsporten. Men børnene er langt fra uden indflydelse på, hvad de skal »udsættes« for. Børnene inddrages aktivt i beslutningerne om tilrettelæggelsen af deres tilbud, planlægning af indhold og gennemførelse af de daglige aktiviteter gennem INFO-rådet, der består af fem INFO-børn.

- Hvis der er interesse for en forældrebestyrelse også, så er det naturligvis noget vi vil tage vel imod, siger Jan Jensen.


28 børn i snit den første uge

Ordningen er normeret til 35 børn, og den første uge var der 28 børn i gennemsnit, hvilket må siges at være en temmelig god start.

- Det er et pænt snit og vi håber det holder. Dog skal vi have styr på gæsterne, som faktisk i perioder enkelte dage gav et antal børn, der lå ud over normeringen, og det kan vi ikke klare, siger Jan Jensen.


8-10 børn er for øjeblikket på venteliste til INFO'en.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000