24-05-1999 |
|
Stena Prince |
![]() |
Stena Prince, der tidligere hed Lion Prince, sejlede for sidste gang på Grenaa-Varberg-ruten mod slutningen af januar måned i år. På det tidspunkt havde færgen sejlet ind og ud af Grenaa Havn dagligt siden 1985 - kun afbrudt af perioder i dok. Afskeden med Grenaa skete som følge af moderselskabet Stena Line's beslutning om at stoppe pr. den 1. februar 1999 med sejlads på Grenaa- Halmstad-ruten, som i en årrække havde givet underskud. I stedet blev den seneste Halmstad-færge, Stena Nautica, (billedet øverst), indsat som den nye færge på Grenaa-Varberg, mens den veltjente og noget bedagede Stena Prince blev sat til salg og som følge heraf midlertigt placeret i Varberg Havn. Her befinder den sig imidlertid ikke længere, idet Stena Line har solgt den gamle passagerfærge til det italienske færgerederi Freedom Ferries SLR. Færgen indbragte den økonomiske betrængte svenske rederi-koncern 2,2 millioner dollars - hvilket svarer til henved 15,4 millioner danske kroner. Stena Prince blev for 30 år siden bygget på Ålborg
Værft for Stena Lines daværende konkurrent Sessanlinjen, og blev som sådan døbt Prinsessan Christina helt tilbage i 1969. I 1985 blev det Stena's datterselskab Lion Ferry, der fik glæde af den stabile passagerfærge, som kan tage 1200 passgerer, 260 personbiler og 24 lastvogne. Lion Prince blev ved Lion Ferry's sammensmeltning med Stena Line i 1997/98 omdøbt til Stena Prince, men nåede altså ikke at sejle ret længe under dette nye navn.
Ifølge Grenaa Havne-Nyt har Stena-koncernen valgt at satse langsigtet på Grenaa-Varberg-ruten. Man vil relancere ruten med en større millioninvestering, oplyser havne- og terminalchef Inge-Lise Riis, Stena Line Grenaa, til havnens eget blad.
Her fortæller hun, at ruten blandt andet har mistet trafik, fordi varemærke-navnet »Lion Ferry« forsvandt så brat. Ruten overførte sidste år - altså som ren Stena Line-rute - 281.000 paassagerer mod 331.000 i 1997, 64.000 personbiler mod 73.000 i 1997 og endelig 14.600 lastvognsenheder mod 17.800 året før. Med andre ord en ganske betydelig nedgang i trafikmængden, men hos Stena Line er man indstillet på, at det tabte skal vindes tilbage.
- Vi skal primært satse på familier med børn, og derfor vil der ske forskellige ombygninger om bord, så der bliver flere aktiviteter til denne passagergruppe. Det vil ske samtidig med en almidelig renovering af færgen Stena Nautica, som er et utroligt dejligt skib - stort, lyst og med masser af plads. Der vil også blive indrettet møderum om bord, så der er mulighed for at arbejde på overfarten over Kattegat, udtaler Inge-Lise Riis til »Havne-Nyt«.
Stena Line har budgetteret med, at der skal 35% flere passagerer med i 1999 i forhold til 1998 - altså omkring 400.000 passagerer. Dette tal skal nåes, hvis der skal være økonomi i foretagendet. Der er da også tegn i sol og måne på, at tingene går i den rigtige retning, idet godstrafikken er vendt tilbage til Grenaa-Varberg-ruten. Vel ikke mindst fordi, der nu kun er én Sveriges-rute til at tage sig af godstrafikken over Kattegat med Grenaa som udgangspunkt. Skibsagenturet Franck & Tobiesens satsning på et skib mellem Grenaa og Halmstad til lastvognsenheder - M/S Mario - viste sig at blive en relativt kort »fornøjelse« for alle parter ovenpå starten i februar, og en anden færge er ikke blevet indsat i mellemtiden, selv om Franck & Tobiesen umiddelbart efter afskeden med M/S Mario, proklamerede, at noget sådant ville ske.
Stena Nautica, der har en fortid i 1980'erne på Århus-Kalundborg-overfarten under navnet »Niels Klim«, har plads til 1800 passagerer, 420 personbiler eller 36 lastvogne og 130 personbiler. Sommerfartplanen er taget i anvendelse, hvilket betyder, at afgangstiderne fra Grenaa er klokken 12.00 og klokken 22.00, mens de tilsvarende tider fra Varberg er klokken 07.00 og klokken 17.00.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000