17-05-1999

Årets første Samsø-kartofler gik til Hvide Kok i Drammelstrup!

Grenaa Blad logo

For andet år i træk fik indehaveren af Frugtlageret i Grenaa, Mads Plougmann, scoret sig et parti af årets første Samsø-kartofler, der var klar til salg på GASA Århus' frugt og grønt-auktion tirsdag morgen i sidste uge. Faktisk købte han alle 20 kilo kartofler i ét hug på et tidspunkt, hvor de øvrige opkøbere stod og lurpassede på prisen. Mads Plougmann's bud på 491 kroner kiloet excl. moms blev imidlertid accepteret for hele partiet, og så kunne han køre hjem til Grenaa med Danmarks dyreste kartofler. Forinden havde han lavet en aftale med forpagteren af Restaurant Hvide Kok i Drammelstrup, Jess Kallesøe, om at aftage dette parti nye Samsø-kartofler til auktionsprisen, Det kom til at koste restauratøren i nabolaget af 12.000 kroner, men så havde han også en eksklusiv spise til sine restaurantgæster over de næstfølgende dage - vel og mærke uden at hæve menu-priserne.


De nye kartofler blev blandt andet serveret til let røget unghanebryst, tomatcreme og nye asparges.


Det er første gang han kaster sig ud i en sådan investering.

- Det er jo en sjov oplevelse, som man måske kun får én gang i livet, og så skulle det jo gerne medvirke til, at gøre os endnu mere kendte end vi allerede er i forvejen. Jeg er også spændt på at se, hvor mange, der har lyst til at smage de første nye kartofler i landet via én af vores menuer. Vi har annonceret med en 3-retters menu til 268 kroner. Det må siges at være billigt, idet et halvt kilo kartofler i sig selv har kostet 300 kroner, siger Jess Kallesøe, der i øvrigt fik flotte anmeldelser i den seneste udgave af det danske magasin for vin, mad og andre livsglæder, »Smag & Behag«. Her fik Hvide Kok flere point end henholdsvis den kendte Restaurant René i Hotel Ritz i Århus, Molskroen ved Femmøller Strand, Andersen Vin og Restaurant i Århus, Restaurant Vigen i Ebeltoft. Det skete i forbindelse med en anmeldelse af forskellige eksklusive restauranter det østjyske område i »Smag & Behag«, og her trak Hvide Kok altså det længste strå ved at score 21 point ud af 25 mulige. Kategorien »Kvalitet af mad og råv

arer« kan maksimalt give 10 point, og her hentede Hvide Kok hele 9 point. Efterfølgende er Hvide Kok blevet tildelt én af »Smag & Behags« eftertragtede gyldne gafler.


Jess Kallesøe håbede, at de nye kartofler ville række til weekenden over, men tvivlede stærkt på det med en Kristi Himmelfartsdag forude.


Sidste år lavede Mads Plougmann en lignende aftale med Stena Hotel Grenaa's chefkok Søren Larsen, så han er ved at have styr på det at score sig nogle af årets første Samsø-kartofler. I år snuppede han således alle sammen i et hug.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000