17-05-1999

Masser af live-musik på »Aftenstjernen«!

Grenaa Blad logo

Musikhuset Aftenstjernen i Lillegade i Grenaa har masser af live-musik på programmet i den kommende weekend. Faktisk får spillestedet besøg af hele to musikere over de tre dage. Fredag den 21. maj er det englænderen Michael Wedgewood, der underholder med pop/rock, folkemusik, lidt blues, soul og country med sin guitar og sin vokal. Michael Wedgewood har en fortid i blandt andet Kiki Dee-band og ikke mindst Caravan med hvem han ofte har været placeret på den engelske hitliste. Han har desuden været support for adskillige store navne af hvilke blandt andre kan nævnes Elton John, Deep Purple, Frank Zappa og Fleetwood Mac. Repertoiret er hentet fra de sidste 30 års populærmusik.


Lørdag den 22. og søndag den 23. maj er det amerikaneren J. D. Haring, der går på scenen på Aftenstjernen. Han kommer fra Santa Fe, New Mexico, men stemmen kommer fra Nashville. Han er både en talentfuld countrysanger og -sangskriver og han mestrer en guitar fornemt. Han har mange års sceneerfaring og har derfor et kæmpe-repertoire, som han bruger dynamisk og energisk.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000