17-05-1999

Heino Gissel har nu også åbnet iscafé og vaffelbageri på Grenaa Lystbådehavn

Grenaa Blad logo

Efter 22 år som selvstændig »pølsemand« på Torvet i Grenaa med Torvets Pølsebod, har Heino Gissel nu valgt at samle alle sine forretningsaktiviteter på Grenaa Lystbådehavn, hvor han har drevet sommerspisestedet/selskabsrestauranten »Skakkesholm« i en 5-6 år efterhånden. Pølseboden på Torvet er således blevet afhændet til indehaveren af Diskotek Rembrandt, Chuck Thomson, samtidig med, at Heino Gissel har oprustet rent forretningsmæssigt på lystbådehavnen med opførelsen af et nyt dobbelthus i tilknytning til de allerede eksisterende af slagsen ved siden af broen. Har har han indrettet en iscafé og vaffelbageri med alle tænkelige faciliteter for såvel kunder som personale. Stedet skal supplere »Skakkesholm«, som oprindeligt var tænkt som en iskiosk med et begrænset madvare-sortiment, men som har udviklet sig til et regulært sommerspisested, der også oplever stor søgning udenfor sæsonen i form af selskaber.

- Tingene har grebet om sig siden starten hernede med »Skakkesholm«. I første omgang var det slet ikke meningen, at stedet skulle være så stort, som det er blevet, men arkitekten fik mig overbevist om, at det ville være forholdsvist billigere at bygge en ekstra pavillon til stedet, og det sagde jeg ok til. Siden er det bare gået slag i slag. Folk er tilsyneladende utroligt glade for stedet, hvilket sikkert blandt andet hænger sammen med de fantastiske omgivelser, som vi befinder os i hernede. Havet og det idylliske miljø omkring lystbådehavnen har på én eller anden måde en magisk tiltrækningskraft på folk. Der er utrolig meget søgning til lystbådehavnen, og det har smittet kraftigt af på »Skakkesholm«, siger Heino Gissel, der kan se flere fordele ved at samle alle aktiviteterne på lystbådehavnen.

- Jeg kommer til at spare meget tid og mange kørte kilometer på den konto. Der er blevet brugt meget tid på at pendulere mellem lystbådehavnen og Torvet, og med endnu en forretning på havnen, kunne jeg ikke rigtig overskue det rent arbejdsmæssigt at skulle fortsætte på Torvet også. Derfor kom aftalen med Chuck i stand, fortæller han.


Iscaféen/vaffelbageriet åbnede store bededag, og er således klar til at servicere alle is- og vaffellækkersultne turister, lokale og andre godtfolk her på tærsklen til endnu en højsæson. »Skakkesholm« havde åbent for første gang i år i weekenden den 7.-9. maj omkring Mors Dag, og åbnede definitivt for sæsonen Kristi Himmelfartsdag, hvorfor den således nu har åbent hver dag sæsonen ud.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000