10-05-1999

Spejderne og FDF hjælper Kosovo

Grenaa Blad logo

Spejderne fra Det Danske Spejderkorps, KFUK-spejderne, KFUM-spejderne, Danske Baptisters Spejderkorps og FDF har spurgt, hvad de kan gøre for at hjælpe flygtningene fra Kosovo. Derfor har organisationerne indledt et samarbejde med Folkekirkens Nødhjælp, hvor spejderne og FDF'erne vil indsamle soveposer og tæpper, som der er et stort behov for i flygtningelejrene i Albanien og Makedonien. Derudover beder soejderne om, at man skænker 20 kroner som »frimærke«, som skal bruges til at klargøre og sende de indsamlede varer. KFUM-spejderne Søren Quist Gruppen i Vejlby deltager også i indsamlingen, der løber frem til pinse. Man kan aflevere sin sovepose/tæppe (dog ikke hundetæpper, da de er for tynde) i Spejderhuset på Revnvej 12 i Vejlby onsdag den 12. maj og mandag den 17. maj. Søren Quist Gruppen skal aflevere de indsamlede soveposer/tæpper i Rønde den 18. maj.

- Danskernes vilje til at hjælpe ofrene for krigen på Balkan har nået hidtil usete højder, og derfor er der måske nogen, der samtidig vil give tøj eller legetøj. Men det er vigtigt, at man ikke afleverer andet end soveposer og tæpper, og at de er rene og i god stand, siger Grethe Andersen fra KFUM-spejderne i Vejlby.


Folkekirkens Nødhjælp sørger for at transportere soveposerne og tæpperne til Balkan i pinsen.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000