10-05-1999 |
|
Bent Mikkelsen |
![]() |
Formanden for Den Socialdemokratiske Fællesledelse i Grenaa Kommune, amtsrådsmedlem Bent Mikkelsen, kom i sin årsberetning i forbindelse med det nyligt afholdte repræsentantskabsmøde i Kulturhuset Pavillonen, blandt andet ind på det famøse efterlønsforlig, der sendte Socialdemokratiet på et styrtdyk i meningsmålingerne. Han refererede i den forbindelse til et »sildemøde« en måned efter forliget, hvor folketingsmedlemmet Jan Petersen overfor 48 personer - heraf flere fra den lokale fagbevægelse - skulle forklare efterlønsindgrebet.
- Jan Petersen redegjorde her for regeringens langsigtede politik, og hvilken betydning det havde, når man sad i en mindretalsregering, og derfor måtte gå ind på kompromisser for at få dele af sin politik igennem. Udmeldingerne var hårde mod Jan Petersen - især blev tiltagene på efterlønsordningen meget skarpt kritiseret. At den socialdemokratisk ledede regering i sin regeringsperiode har skabt mange tusinde arbejdspladser, og at vi har en stærk økonomi, der sikrer disse arbejdspladser, lader til at være glemt i denne personkreds. Hvor tidligere tiders regeringer har lavet hovsaløsninger, der har givet ubehagelige afsmitninger på økonomi såvel som beskægftigelse, da foretager den nuværende regering indgreb, der har langsigtede perspektiver, så virkningerne ikke bliver så drastiske og ikke giver de store beskæftigelsesmæssige udslag, sagde han blandt andet.
- Glemt er det tilsyneladende også, at en Anders Fogh Rasmussen op til valget lovede, at en kommende borgerlig regering med ham som regeringsleder, ville afskaffe efterlønnen. Om det er denne melding, der har fået mange fra arbejderklassen til at flytte deres kryds på stemmesedlen fra A over til V - set ud fra opinionsmålingerne - er ikke godt at vide, men det ville være godt og sundt, om disse mennesker gav sig til at læse Fogh Rasmussens bog fra 1993 »Fra Socialstat til Minimalstat«. Men det er ikke altid let at forstå folks reaktion. De reagerer mod noget, men hvad er det, de reagerer hen imod? spurgte Bent Mikkelsen.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000