03-05-1999

HjerneSagen på biblioteket

Grenaa Blad logo

Lørdag den 8. maj er der igen Levende Værksted på Grenaa Bibliotek. Denne lørdag er det den lokale afdeling af HjerneSagen i Århus Amt, der fortæller om arbejdet i foreningen. HjerneSagen er en forening for både pårørende og patienter, der lider af apopleksi og afasi. Apopleksi eller slagtilfælde medfører nedsat funktion af hjernen på grund af iltmangel. Afasi er beskadigelse af hjernen, der viser sig ved, at man ikke kan tale som før. I foreningen kan man mødes med ligestillede, der kender de samme problemer, man selv sidder i. Her kan man udveksle erfaringer og samtidig få gode råd af fagfolk. Foreningen arrangerer også foredrag, kurser og giver muligheder for socialt samvær under mange former.


Lørdag den 8. maj vil repræsentanter for HjerneSagen være til stede i bibliotekets forhal. Her kan man få gode råd, eller bare en snak med mennesker, der kender til problemer med hensyn til apopleksi og afasi. Samtidig vil de gerne benytte lejligheden til at reklamere for foreningen og for de muligheder, der tilbydes både patienter og pårørende.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000