03-05-1999 |
|
9. a fra Mølleskolen har fået præmie i Den Danske Banks Investeringsspil |
![]() |
9. a. fra Mølleskolen i Grenaa fik en flot placering, da Den Danske Bank gennemførte sit landsomfattende Investeringsspil på Internettet for folkeskolens tre ældste klasser samt gymnasier og handelsskoler. Klassen blev nr. tre i sin pulje, og det lykkedes at forøge 500.000 fiktive kroner til 511.890,90 kroner.
Konkurrencen om at blive investeringsmester fandt sted i perioden fra den 25. januar til den 16. april 1999 med 1.100 klasser fra hele landet som deltagere. Spillet foregik for første gang udelukkende via Internettet og deltagerne kunne herigennem holde sig orienterede om deres status i spillet, placering, beholdning af værdipapirer og meget andet.
Spillet var opdelt i puljer med 40 klasser i hver. Ved spillets start fik alle deltagere en konto med et fiktivt beløb på 500.000 kroner. 9. a. nåede med stor dygtighed og næse for investering at placere denne sum så effektivt, at formuen i løbet af konkurrencen voksede til 511.890,90 kroner. Klassen deltog sammen med deres lærer Ole Kofoed. Med hans bistand og ved opslag på Den Danske Banks hjemmeside på Internettet, samt læsning af dagbladet Børsen, der blev sendt til klassen hver dag som en del af spillet, »handlede« 9. a. sig frem til det flotte resultat.
Den Danske Banks Investeringsspil blev introduceret første gang i efteråret 1982 og har siden været afviklet én gang om året. For sin indsats i Investeringsspillet har 9. a. på Mølleskolen modtaget en kontant præmie på 1.000 kroner.
Vinder på landsplan blev klasse T 32 på Nordvestjysk Handelsgymnasium i Thisted, der forøgede formuen til i alt 581.189,52 kroner.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000