03-05-1999 |
|
Åbent hus hos Grenaa Golfklub |
![]() |
Søndag den 9. maj arrangerer Begynderudvalget under Grenaa Golfklub et Åbent hus-arrangement, hvor alle interesserede ganske gratis kan få mulighed for at prøve golfspillet. Skulle der blandt de fremmødte denne søndag eftermiddag på den lokale golfklubs 18-hullers baneanlæg i Vestermarken være nogle, der kunne tænke sig at eksperimentere videre med golfsporten, kan man i netop denne weekend mod et beskedent beløb tegne sig for et 2 måneders prøvemedlemsskab i Grenaa Golfklub. Prisen herfor inkluderer 2 lektioners personlig undervisning ved klubbens træner Arild Townhill. I den forbindelse kan man låne udstyr - man behøver således ikke at gå ud og investere i golfudstyr overhovedet for at blive prøvemedlem. Hvis man tillige er under 18 år stiller Grenaa Golfklub vederlagsfrit - for de første 10 juniorer, der møder op den 9. maj - et sæt udstyr til rådighed i to måneder.
Se annonce for Åbent hus-dagen hos Grenaa Golfklub andetsteds i Grenaa Bladet.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000