03-05-1999 |
|
Giv tre timer af dit liv og hjælp verdens 20 millioner flygtninge! |
![]() |
Opfordring fra Arne Jessen:
Giv tre timer af dit liv og hjælp verdens 20 millioner flygtninge!
Torsdag den 6. maj mellem klokken 17 og 20 samler Dansk Flygtningehjælp ind til fordel for verdens flygtninge. »Flygtning 99 - Hjælp uden omveje«, der i Grenaa Kommune har forhenværende borgmester Arne Jessen som lokal koordinator for indsamlingen. Han opfordrer således folk til at melde sig som indsamlere ved at henvende sig på Grenaa Rådhus - enten på borgmesterkontoret eller i receptionen. Der skal bruges omkring 60 indsamlere, og tirsdag i sidste uge manglede halvdelen af denne styrke fortsat.
Og mere end nogensinde er der brug for indsamlere. Ingen har vel kunnet undgå at blive mærket af de grufulde billeder fra Kosovo, der kører over skærmen i disse dage. Danskerne har da også vist et stort engagement - blandt andet med det flotte resultat ved indsamlingsshowet på DR og TV2 søndag den 18. april. Dansk Flygtningehjælp fik ikke del i de indsamlede midler ved den lejlighed, men brugte showet til at hverve indsamlere til »Flygtning 99« - Dansk Flygtningehjælps landsdækkende indsamlingskampagne, der fredag den 23. april kunne meddele, at 7.500 frivillige indsamlere allerede havde meldt sig under fanerne og dermed står klar til at stemme dørklokker på torsdag den 6. maj til fordel for de 20 millioner flygtninge i verden, hvis fremtid afhænger af, at andre støtter dem.
Dansk Flygtningehjælp håber at indsamle mindst 15 millioner kroner. Det beløb vokser sig mange gange større, når Flygtningehjælpen i forlængelse af indsamlingen opnår støtte fra UNHCR og EU. På den måde kan 1 krone blive til 20 kroner - og for de penge kan DF virkelig gøre en forskel.
I Nørre Djurs Kommune er det Nørre Djurs Hallen, der står opført som lokal koordinator for indsamlingen.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000