03-05-1999 |
|
Kattegatcentret fylder 6 år og holder en stor fødselsdagsfest |
![]() |
Kattegatcentret i Grenaa fik spoleret sin 5-års fødselsdagsfest sidste år på grund af den storstrejke, der på det nærmeste lammede hele landet for præcis et år siden. Her i det spæde forår 1999 er Danmark imidlertid lykkeligt fri for storstrejker, og derfor har Kattegatcentret valgt at revanchere sig for sidste års misere ved at holde en stor 6-års fødselsdagsfest på lørdag den 7. maj. Centret fejrer dagen med masser af aktiviteter og underholdning for både store og små gæster, der samtidig har lejlighed til at beundre Kattegatcentrets nye og endnu større hajtank med det nye tropiske lagunemiljø og med en række nye hajer. Festlighederne løber fra åbningen klokken 10 om formiddagen til klokken 22 om aftenen, hvor dagen rundes af med manér i form af festtale og festfyrværkeri.
Grenaa Kommunes borgmester Gert Schou åbner festdagen med en tale og præsenterer samtidig en gave fra støtteforeningen Kattegatcentrets Venner i form af afsløring af et kunstværk.
Herefter går det slag i slag med programpunkter såsom morgenbord, Kattegatfodring, sejlture med kutteren »Anne Hviid« på Kattegat, Oceanariefodring, børneteater/teatersport ved Børnekulissens hatteteater, hajfodring, stort fødselsdagskagebord, en stor fiskebuffet i restaurant Nautilus og underholdning ved den kendte musiker m.m. Mek Pek blandt meget andet.
Kattegatcentret åbnede under stor medie- og publikumsbevågenhed i maj 1993, og udviklede sig lynhurtigt til at blive én af landets største turistattraktioner med op mod en halv million gæster på årsbasis. Centret var ikke dimensioneret til at kunne modtage så mange gæster, så i 1997 lavede man en større udvidelse af centret. Der er således blevet plads til alle gæsterne på selv de travleste dage, hvor mellem 6- og 7.000 personer kigger indenfor. Senest har Kattegatcentret investeret i en større renovering og ombygning af hajtanken, så det er en veltrimmet fødselar, der kan fejre seks års fødselsdag på lørdag.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000