26-04-1999

Der samles ind til Kosovo

Grenaa Blad logo

Også i Grenaa og omegn er der blevet samlet ind til flygtningene fra Kosovo-provinsen i det tidligere Jugoslavien. Udover en masse private bidrag op til, under og efter det store Landsindsamlingsshow i TV2 og DR1 søndag aften den 18. april, blev der også samlet ind ude på forskellige arbejdspladser i området, ligesom en børnehave, en frisør og en væksthøjskole i Ginnerup besluttede sig for at gøre noget ekstra i den forbindelse.


Børnene og de voksne i Børnehaven Regnbuen i Grenaa gav sig således til at bage kager, som de så solgte til forældrene. Overskuddet fra kagesalget er efterfølgende blevet sendt til landsindsamlingen, der støtter Dansk Røde Kors' og Folkekirkens Nødhjælps og Dansk Flygtningehjælps hjælpearbejde overfor de fordrevne Kosovo-albanere. Også hos Citysalonen på Torvet i Grenaa gjorde man noget lidt ekstra ud af begivenheden. Indehaveren Birgit Lauridsen besluttede, at 10% af fredagens og lørdagens omsætning i forretningen skulle sendes til landsindsamlingen. Det blev til en sum på 1033 kroner.

- Det kom bare ned fra himlen, for det er ikke noget, jeg har gjort før. Jeg tror, at den megen mediefokus på flygtningenes ulykkelige situation har gjort, at man her i sit eget lille smørhul har følt, at der burde gøres noget lidt ud over det sædvanlige. På den led har jeg nok også savnet noget initiativ og virkelyst her i Grenaa, hvor jeg synes, at der har manglet et stort fællesarrangement med underholdning og taler, som vi har set det i byer som Randers og Århus, siger Birgit Lauridsen til Grenaa Bladet.


Postkort-salg på Torvet i Grenaa

I forbindelse med »Hjælp Balkan« solgte elever fra Væksthøjskolen i Ginnerup endvidere Djursland-postkort på Torvet i Grenaa lørdag den 17. april. Postkortene har eleverne selv håndmalet i skolens kreative værksted. Hele indtægten fra salget af postkort er gået til landsindsamlingen, og pengene blev indtelefoneret søndag aften under showet på TV2/DR1, som hele skolen var samlet for at overvære. Det samlede beløb forventedes at komme op på 2.000 kroner.


Krigen på Balkan har yderligere fyldt meget af skolens undervisning, hvilket har medført det omtalte postkort-projekt, som eleverne selv har fået idéen til, fortæller informationsarbejder Maria Storborg.

- Derudover har vi blandt andet også dagligt lavet en meditation, hvor vi i tankerne har sendt lys og kærlighed derned for at ophæve noget af lidelsen og mørket dernede, oplyser hun.


Samlet set kunne regionen under overskriften »Østjylland hjælper Balkan« bidrage med henved 1,4 millioner kroner til landsindsamlingen, som alt ialt indbragte omkring 80 millioner kroner til hjælpearbejdet. For Århus Amts vedkommende var der tale om et bidrag på to kroner pr. borger i amtet.


Det forlød i øvrigt i sidste uge, at Råmosegården ved Tirstrup muligvis vil blive taget i brug i forbindelse med det at skulle finde husly rundt omkring i Danmark til den kvote på 1.500 kosovo-albanske flygtninge, som FN's Flygtningehøjkommisariat har bedt Danmark om at modtage som følge af krigen på Balkan. Folketings- og amtsrådsmedlemmet fra Venstre, Kim Andersen, har gjort opmærksom på det nu nedlagte forsorgshjem for psykisk udviklingshæmmede, som en mulig bolig for henved 200 af disse flygtninge. Udlændingestyrelse skal nu tage stilling til, om Råmosegården eventuelt vil kunne bruges til formålet.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000