26-04-1999

Teaterfestival i Grenaa

Grenaa Blad logo

I dagene fra den 30. april til den 2. maj vil der være en stor international amatørteater-festival i Grenaa. En lille gruppe mennesker har igennem nogen tid arbejdet på at stable en sådan amatørteater-festival på benene. Arbejdsgruppen består af repræsentanter fra Dansk Amatørteater Samvirke (DATS som Grenaa Amatørteater er medlem af), Teaterselskabet i Grenaa (dem med Præstens søn i Vejlby i 1995) og Sven Erik Schmidt og Jørn Møller Andersen fra Grenaa Amatørteater (GAT).


På festivalen i den kommende weekend vil der blive mulighed for at opleve ungdomsmusicals, -teater, små intime forestillinger, absurd teater, teater spillet af ældre, stykker spillet i den specielle italienske commedia dell'arte-stil, morsomme farcer, et stykke spillet af kørestolsbrugere, et venezuelansk stykke som spilles på spansk og et russisk stykke for at det ikke skal være løwn - blandt meget, meget andet. Listen er lang - helt nøjagtig vil der blive opført 14 forskellige forestillinger på 3 sprog, og som det fremgår af ovenstående bliver der noget for enhver smag - og så er det ganske gratis at overvære forestillingerne.


Festivalen finder altså sted i Store Bededagsferien og er centreret omkring følgende spillesteder_ Momme-salene, café-området og Grenaa Hallen i Kulturhuset Pavillonen, Vestre Skoles gymnastiksal og endelig GAT's eget spille- og øvested, Remisen i Markedsgade.


GAT lover, at der er lagt i kakkelovnen til et brag af en festival. Men forberedelserne er heller ikke ubetydelige, så mange frivillige fra GAT har måttet krybe i arbejdstøjet forud for det at skulle tage imod cirka 200 amatør-skuespillere fra nær og fjern.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000