26-04-1999

Kunstgave fra grosserer Kjølhede kan beses på biblioteket i Grenaa

Grenaa Blad logo

Grosserer Kjølhede døde den 18. maj 1998. Han havde gennem årene samlet en del malerier, som hang tæt i hans hjem i Østergade i Grenaa. Nogle af disse malerier havde han testamenteret til Djurslands Museum og Grenaa Egnsarkiv - nærmere bestemt otte malerier af fire forskellige kunstnere, som hver især havde lokal tilknytning til Grenaa. Der er tale om ét maleri af Olivia Holm-Møller, fire af Mette Kornbeck, to af Børge L. Knudsen og ét af Petri Gissel. Den samlede kunstgave præsenteres i disse dage og frem til den 8. maj på Grenaa Bibliotek, hvorefter nogle af værkerne på skift vil være ophængt permanent på biblioteket, hvor Grenaa Egnsarkiv jo holder til. De otte kunstværker vil indgå i Djurslands Museums samlinger, og de ikke-ophængte malerier vil således være at finde på muséets magasiner efter den 8. maj, fortæller egnsarkivar Børge Kjær.


I anledning af kunstgaven, og udstillingen af samme, har egnsarkivet lavet et lille udstillingsprogram, hvori lektor Palle Schødt Rasmussen præsenterer de fire kunstnere - herunder deres respektive tilknytning til Grenaa og omegn.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000