19-04-1999

»Kupforsøg« mod Djurslands Turistforening mislykkedes!

Grenaa Blad logo

Der var delte meninger om, hvorvidt der var tale om et egentligt kupforsøg, da Djurslands Turistforening afholdt ordinær generalforsamling på Restaurant Akropolis ved Grenaa Strand torsdag i sidste uge, og formanden Kim T. Jensen måtte da også indrømme, at udtrykket »kupforsøg« måske nok ikke var helt dækkende for det der foregik, men ikke desto mindre fastholdt han, at det havde skabt megen uro og utryghed i bestyrelsen, at skotøjshandler Peder Svenstrup forud for generalforsamlingen havde brugt tid og kræfter på at indsamle fuldmagter blandt medlemmerne til brug ved afstemninger under generalforsamlingen. Peder Svenstrup havde indsamlet 32 fuldmagter, som han gjorde brug af ved afstemningen om, hvem der skal sidde i turistforeningens bestyrelse i den kommende periode. De blev dog ikke benyttet i forbindelse med formandens beretning, der blev godkendt af generalforsamlingen uden afstemning. Intentionen med fuldmagtsindsamlingen var helt klart den at få nogle overtagelses-venlige individder ind i bestyrelsen, så holdningen om, at Djurslands Turistforening ikke her og nu skal overtages af én samlende organisation for turisterhvervet på Djursland i form af Destination Djursland, kunne blive ændret. De tre modkandidater til de tre siddende bestyrelsesmedlemmer, som alle tre modtog genvalg, var, udover Peder Svenstrup selv, Frank Vigh Larsen fra Skandinavisk Dyrepark ved Kolind og Henrik B. Nielsen fra Djurs Sommerland. Via de medbragte fuldmagter fik de henholdsvis 39, 40 og 46 stemmer, men det rakte ikke til en bestyrelsespost til nogle af de tre »kupmagere«, idet de siddende bestyrelsesmedlemmer Hans Kristensen, Kim Lanzky og Brita Mosdal fik henholdsvis 69, 69 og 68 stemmer.


Den efterfølgende debat afslørede, at der ret beset eksisterer en stor grad af enighed om, at sammenlægge turistforeningerne på Djursland under én stor organisation, men enigheden ophørte idet talen faldt på, hvornår det skulle ske. Ifølge Peder Svenstrup kunne noget sådant ganske enkelt ikke ske hurtigt nok. Han mente, at der er for mange overlapninger i det turistfremmende arbejde på Djursland, og at disse overlapninger kunne elimineres ved at samle alle turistforeningerne under én hat. Kai Hansen fra Grenaa Naturskole fremførte det synspunkt, at en sammenlægning da først kunne komme på tale, når Destinationen havde vist nogle bedre resultater end tilfældet er på baggrund af den udstukne opgave - det vil sige at markedsføre området noget bedre end man gør.


DUR har erkendt at toget har fået for meget fart på

Nørre Djurs Kommunes borgmester Leif Sørensen (S), sagde, at man i Djurslands Udviklings Råd, hvor de otte Djurslands-borgmestre plus amtsborgmesteren har sæde, havde opnået konsensus omkring den holdning, at turistforeningerne egentligt bør sammenlægges under ét stort fællesskab for at kunne koordinere opgaverne noget bedre, men at man i DUR havde erkendt, at tiden ikke helt er moden endnu til et sådant skridt. Toget var begyndt at køre for stærkt, og man måtte stoppe op og afvente nogle grundige analyser af, hvordan en sammenlægning kan foregå. Noget der kan være på plads om en to-tre år, vurderede han.


Benny Andersen slog fast, at det er de lokale turisme-aktører, der skal styre turistforeneningen - ikke Destinationen, og fremlagde endvidere forslag til bestyrelsen om at få ændret vedtægterne, så det max. kan lade sig gøre at stille med to fuldmagter pr. medlem, så det i højere grad bliver de fremmødte på generalforsamlingen, der viser vejen frem for Djurslands Turistforening.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000