19-04-1999

Dette års Ren Dag-kampagne i kommunen afvikles den 20. maj

Grenaa Blad logo

Ren Dag-kampagnen i Grenaa Kommune - hvor der påny skal renses for skidt, skrald og andet affald ved skov, strand og plantage med mere - holder flyttedag i år i forhold til tidligere år, hvor Grundlovsdag den 5. juni har været benyttet. I år laves der imidlertid på denne dag et stort tværpolitisk fællesarrangement i Anlægget i Grenaa i anledning af 150 års jubilæet for Grundlovens vedtagelse, og set i det lys har Grenaa Kommune, der arrangerer Ren Dag-kampagnen, valgt at flytte arrangementet frem til torsdag den 20. maj - altså på en almindelig hverdagsaften. En række omegnsbyer - Trustrup og omegn, Ålsrode og omegn og Vejlby og omegn - har meddelt kommunen, at man herfra gerne vil medvirke i form af lokale Ren Dag-kampagner.


Tidligere år har man endvidere koblet overrækkelsen af Det Blå Flag fra Friluftsrådet sammen med Ren Dag-kampagnen, men på grund af fremrykningen vil det ikke kunne lade sig gøre i år. Det Blå Flag, der signalerer ren strand og rent badevand, vil sandsynligvis blive overrakt Grundlovsdag ligesom tidligere år, fortæller Kirsten Jørgensen fra teknisk forvaltning, der endvidere kan berette, at der i forbindelse med Ren Dag-kampagnen den 20. maj i stedet for det ellers obligatiske kaffebord vil blive lavet et traktement, hvor deltagerne vil kunne hygge sig over en grillpølse eller lignende denne aften ved Grenaa Strand.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000