19-04-1999

Grenaa Amatørteater

Grenaa Blad logo

Grenaa Amatørteater har netop taget hul på forberedelserne til dette års store musical-opsætning i Grenaa Kino, der som tidligere år afvikles over en uges tid i november måned. Det fremgår af amatørteatrets eget blad »Drejeskiven«, der kan berette, at dette års forestilling bliver den danske klassiker »Styrmand Karlsen«. Stykket er oprindeligt skrevet af Flemming Lynge og Axel Frische, men er nyskrevet af Flemming Jensen - af kollegaen Søren Østergaard omdøbt til »den talende marokkopude« - og Henrik H. Lund. Selve stykket foregår i sømandsmiljøet med det dertil hørende bramfri sprog, og teaterfolkene kommer vidt omkring i verden under stykket, lige fra København, Amsterdam, Marseilles, Palermo, Port Said, Madras og selvfølgelig Den Lysegrønne Ø. Der skal bruges mange forskellige mennesker, blandt andre arabere, alfonser, ludere, bulla-boa-mænd og -kvinder. Et stykke, der nok skal kalde smilene frem hos den, der ser det, såvel hos dem, der er med til at spille det. Tilsæt derudover masser af dejlig musik, vidunderligt tøj og skrækkeligt mange kulissser. Der bliver med andre ord meget at lave for alle afdelinger i teatret, inden stykket kan opføres. Der bliver tale om en crazy-version af »Styrmand Karlsen«, hvilket næppe kan komme bag på nogen, idet man ved, at Flemming Jensen er indblandet. Musikken er forholdsvis nyskrevet af nordmanden Egil Monn-Iversen, men blandt sangene finder man dog stadig den nok bedst kendte: »Jeg vil leve, jeg vil dø, på min lysegrønne ø...«. Prøverne blev påbegyndt den 25. marts og instruktionen vil igen i år blive forestået af Lotte Nielsen og Hans Conrau. Ligeledes som tidligere år vil stykket blive opført i uge 45 i Kino med generalprøve lørdag den 6. november og sidste forestilling søndag den 14. november.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000