12-04-1999 |
|
Amts- og byråds-medlem fylder 60 |
![]() |
Den 19. april fylder amts- og byrådsmedlem for partiet Venstre, Lotte Horneman, Sommerlyst 6 i Grenaa, 60 år. Samtidig kan hun markere, at det er 25 år siden hun begyndte i kommunalpolitik. Lotte Horneman er oprindeligt uddannet som korrespondent og arbejdede i forskellige virksomheder i København og Skælskør. I 1974 kom hun i byrådet i Skælskør for Venstre, og i 1985, da familien flyttede til Grenaa, blev hun valgt til byrådet her. I 1993 blev hun desuden valgt ind i Århus Amtsråd, og har siden haft sæde i såvel amts- som byråd. Lotte Horneman har i sin tid som amts- og kommunalpolitiker været medlem af de fleste stående udvalg og har i flere perioder endvidere været udvalgsformand. Desuden var hun i en årrække formand for Venstre-vælgerforeningen i Grenaa. I indeværende periode er hun næstformand for amtsrådets udvalg for teknik og miljø og sidder i Grenaa Kommunes havneudvalg og børne- og ungdomsudvalg. Det er karakteristisk for hendes politiske virke, at hun arbejder seriøst og altid forsøger at opnå praktiske resultater frem for at ride urealistiske ideologiske kæpheste, og så praktiserer hun, at det ikke skader med humor og lidt drilleri i politik. At Lotte Horneman er vendelbo af fødsel, er et faktum hun ikke gør sig til af i unødvendigt omfang, men hun lader med vanlig beskedenhed ikke omverdenen i tvivl om sin taknemmelighed over dette held.
Der er åbent hus på dagen fra klokken 13-16 i hjemmet på Sommerlyst 6.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000