12-04-1999 |
|
Fremgang for OK - endnu en gang |
![]() |
Den 29. marts blev olie- og benzinselskabet OK's ordinære kredsmøde i Østjyllandskredsen holdt på Pejsegården i Brædstrup. De knap 400 medejere, som deltog i mødet, hørte om selskabets fortsatte fremgang og herunder regnskabet for 1998. Derefter blev det årlige valg til Østjyllandskredsens bestyrelse foretaget og her var der påny genvalg til uddeleren i SuperBrugsen i Glesborg, Per Pedersen, mens der var nyvalg til gårdejer Gunnar Sørensen, Knebel. Kredsbestyrelsen er på 17 mand, og formanden har plads i OK's bestyrelsen, mens hele kredsbestyrelsen har plads i OK's repræsentantskab.
Siden 1989 har OK hvert år opnået fremgang i det samlede salg af benzin og olie, og 1998 blev ingen undtagelse. Det samlede salg udgjorde 1,11 mio. m3 - mod 1,05 mio. m3 året før.
- Vi har grund til at ranke ryggen, for OK mere end fastholdt det samlede salgsvolumen, og erobrede tilmed en større markedsandel på et meget konkurrencepræget marked, sagde OK's bestyrelsformand Jørgen E. Muusmann på kredsmødet den 29. marts.
Alene på benzinen er markedsandelen steget fra 14,3% i 1997 til 15,3% i 1998. Overskuddet efter skat blev på 26 mio. kroner mod 12 mio. kr. året før. Omsætningen blev eksklusiv afgifter på 1,4 mia. kroner. OK's egnekapital udgjorde pr. den 31. december 1998 308 mio. kr. og selskabet kan prale af en soliditetsgrad på 30,8%. OK havde ved udgangen af 1998 20.035 medejere, og bestyrelsen foreslår, at der uddeles fondsandele på 10 kroner pr. 1000 liter medlemsomsætning i 1998. Den endelige beslutning herom træffes på selskabets repræsentantskabsmøde den 19. maj.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000