12-04-1999

Generalforsamling og foredrag i Grenaa Bevaringsforening

Grenaa Blad logo

Mandag den 19. april afholder Grenaa Bevaringsforening generalforsamling i Djurslands Museums foredragssal. Beretning, regnskab og budget skal forelægges generalforsamlingen, som endvidere blandt andet skal foretage valg til bestyrelsen. På valg i år er arkitekt Jens Wærum, tømrermester Bo Petersen, mens Palle Schjødt Rasmussen og Jørgen Staunskjær er på valg som henholdsvis suppleant til bestyrelsen og revisor.


Efter generalforsamling er der foredrag ved arkitekt MAA Lars Gemzøe, der kommer og fortæller om pladser og torve. Emnet er fundet aktuel, fordi Grenaa Kommune i 1998 fik Byplanprisen for sit arbejde med omlægning af bymidten. Aktuelt vil det også være lidt senere på året i forbindelse med Bygningskulturens Dag den 11. september, hvor netop torve og pladser er årets tema. Her vil bevaringsforeningen sammen med kommunen stå for en lokal markering af denne dag.


Inden man når frem til næste uges generalforsamling, tilbydes medlemmerne af foreningen et kursus i linoliemaling og praktisk vinduesrestaurering. Det sker torsdag den 15. april i Kulturhuset Pavillonen. Vagn Nielsen fra Center for Vinduesbevaring kommer og fortæller om emnet. Tilmelding skal ske ved henvendelse til formanden Tommy Glindvad.


Foreningens forårstur er også blevet programsat. Der bliver tale om en forårstur i bus til landsbyerne Homå og Vejlby foruden Lykkesholm Gods. Fortæller og rundviser på turen er lektor Palle Schjødt Rasmussen. Det sker den 27. maj, hvor der således skal kigges på smukke eksempler på velbevarede og bevaringsværdige landsbymiljøer. Turen slutter på Lykkesholm, hvor godsejer Mogens Blach viser rundt og fortæller om gårdens historie.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000