12-04-1999 |
|
Fremgang i GIF Fodbold |
![]() |
GIF Fodbolds årlige generalforsamling har fundet sted i klubhuset på Stadionallé ved Grenaa Stadion, og formanden Jørgen Steffensen kunne i sin beretning konstatere, at fremgangen i GIF Fodbold fortsætter. Fremgangen er navnlig markant på 3 områder. For det første gælder det medlemstallet, der for 2. år i træk er steget. GIF Fodbold har i lokalområdet med 388 aktive spillere det største antal medlemmer, og det gælder både ungdom og senior. Det vidner om bredden i foreningsarbejdet, konstaterede Jørgen Steffensen. For det andet har der hos GIF Fodbold været økonomisk fremgang i det forgangne år, og herunder kunne revisor Niels Thomsen fremlægge et flot regnskab med et samlet overkud på 98.000 kroner for 1998. Under gennemgangen af regnskabet konstaterede Niels Thomsen, at overskuddet først og fremmest skyldes flere sponsorintægter og indtægter fra Kattegat Cup. Endelig nævnte formand Jørgen Steffensen i sin beretning til generalforsamlingen, at der også er opnået resultatmæssig fremgang i klubben. GIF Fodbold er således fortsat den højestrangerende fodboldklub på Djursland med en velfungerende ungdoms- og seniorafdeling. Blandt resultaterne i det forløbne år blev der også peget på den øgede forældreinteresse, der er at spore - navnlig i microafdelingen, hvor der er etableret et godt netværk i forældregruppen, der hygger sig sammen, når børnene spiller bold.
INFO'en starter op den 3. maj
Formanden kunne også berette om et nyt tiltag hos GIF, der starter op den 3. maj. Der er tale om fritidsordningen INFO'en, der med Grenaa Kommunes velsignelse og økonomiske støtte starter med 35 børn den 3. maj 1999 klokken 12.00.
- I januar måned 1998 fremsendte GIF Fodbold et koncept til et nyt fritidstilbud for børn og unge til Grenaa Kommune. Takket være en utrolig hurtig sagsbehandling i forvaltningen - som vi ikke mindst har grund til at takke fritidskonsulent John Eliasen for - besluttede Børne- og Ungdomsudvalget at godkende det nye fritidstilbud. Siden har det samlede byråd i forbindelse med budgetforhandlingerne afsat de fornødne midler til drift af ordningen. Byrådet har med beslutningen demonstreret en vilje til at understøtte nytænkning, og det er nu op til os at leve op til den tillid, der er vist os, sagde Jørgen Steffensen, der endvidere kunne fortælle, at der på daværende tidspunkt var henved 15 børn på venteliste til ordningen.
- Det viser, at vi hermed afdækker et behov for et alternativt fritidstilbud. På det seneste har vi været i gang med at ansætte personale. Fra nær og fjern har vi modtaget et overvældende antal ansøgninger med mange spændende og kvalificerede ansøgere imellem. Ialt er det blevet til 40 ansøgninger. Det skal ansættes et personale bestående af to personer; en leder på fuld tid og en medhjælper med et ugentligt timetal på 32. Herudover skal der ansættes et antal gymnasielever til at hjælpe med lektielæsningen. Til lederjobbet har vi ansat Jan Kejser Jensen, der som uddannet fritidspædagog har de nødvendige kvalifikationer. Endvidere har han de specielle kvalifikationer, vi lægger vægt på indenfor idræt gennem en mangeårig tilknytning til AGF som ungdomskonsulent i håndboldafdelingen, ligesom han har adskillige trænerjobs i forskellige Århus-klubber bag sig. Vi tror og håber på, at vi med Jan Jensen har fundet den rette leder til INFO'en, sagde Jørgen Steffensen, der sammen med de øvrige ledere i GIF Fodbold i den nærmeste fremtid vil koncentrere sig om at give INFO'en en god start.
Et enkelt nyvalg til bestyrelsen
I forbindelse med GIF Fodbolds generalforsamling skulle der afholdes valg til bestyrelsen. Den nye bestyrelse for GIF Fodbold kom efter generalforsamlingen til at bestå af Benny Sørensen (genvalgt), Hans Kurt Marx (ikke på valg), Gert Sørensen (genvalgt), Helle Graversen (nyvalgt) og Jørgen Steffensen (ikke på valg). Afdelingens kasserer Helle Graversen opnåede således valg til bestyrelsen. Blandt de øvrige valg kan det nævnes, at Flemming Grøn blev valgt som nætsformand for seniorudvalget, mens revisorerne Niels Thomsen og Steen Pedersen opnåede genvalg.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000