05-04-1999

DSU har igen fået en afdeling i Grenaa

Grenaa Blad logo

Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, Grenaa-afdeling, har afholdt stiftende generalforsamling i SID's lokaler på Østergade i Grenaa. Grenaa-afdelingen blev oprindeligt stiftet helt tilbage i 1914, men har ligget i dvale siden 1994. På generalforsamlingen mødte 20 af afdelingens 35 medlemmer op. Efter en debat valgte generalforsamlingen, at afdelingens navn fremover skal væee DSU Djurslands-afdeling, idet man mente, at medlemmerne bedre kunne identificere sig med dette navn, da afdelingen faktisk dækker hele Djursland og således har medlemmer i mange andre djurslandske byer ud over Grenaa. Til posten som formand valgtes Jacob Richardy, Grenaa - og ikke Peter Winkler, som GB fejlagtigt skrev i den forrige udgave.


I den nye bestyrelse finder man udover Jacob Richardy: Christina Johansen, Sangstrup, som politisk ordførende næstformand, Sigurd Kristoffersen, Kolind, som den organisatoriske næstformand, Thomas Larsen, Grenaa, som kasserer, Louise Tuxen, Mørke, som kasserer og endelig Peter Winkler, Ebeltoft, og Jack Christensen, Tøstrup, som menige bestyrelsesmedlemmer. Som suppleant til bestyrelsen valgtes Søren Leth-Jespersen, Grenaa. Peter Winkler blev valgt til DSU's amtsbestyrelse. DSU'erne mødes næste gang torsdag den 8. april, hvor de skal planlægge aktivitetskalenderen for afdelingen.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000