05-04-1999

Aktive kvinder i Glesborg og omegn har taget hul på et nyt aktivitetsprogram

Grenaa Blad logo

Foreningen »Aktive Kvinder for Glesborg og Omegn« - tidligere Glesborg Husmoderforening - har taget hul på et nyt aktivitetsprogram med et besøg på Den Gamle Gård i Stenvad, hvor Inge Boel havde sørget for vinsmagning og et lækkert traktement. Der var endvidere lejlighed til at beundre diverse udstillinger af kunsthåndværk og lignende.


Næste gang medlemmerne mødes er tirsdag den 13. april. Det foregår på Glesborg Skole, hvor Inger Pedersen vil vise de sidste nye modeller til fornyelse af garderoben. Her vil der også blive serveret et let traktement. Efter en forhåbentlig bedre sommer end sidste år, agter foreningen den 21. august at arrangere en vandretur for hele familien i Meilgård-skoven under ledelse af skovrider Gunnar Lauridsen.


Onsdag den 22. september holdes det årlige fælles-arrangement på Gjerrild Kro med en kendt foredragsholder. I år er det tidligere forbundsformand for Dansk Metal, Georg Poulsen, der er kendt fra både TV og radio, som kommer til Gjerrild for at holde foredrag. Denne aften arrangerer foreningen i Glesborg i samarbejde med Stenvad og Omegns Husmoderforening, Hemmed/Bønnerup Husmoderforening og Ørum-Ramten og Omegns Husmoderforening.


Tirsdag den 30. november afholder de aktive kvinder i Glesborg og omegn adventsfest i Glesborg Forsamlingshus. Her kommer foredragsholderen, fortælleren og visesangeren Bent Lumholt fra Nimtofte og underholder.


Årtusindeskiftet agter foreningen i øvrigt at markere med en tur til Værket i Randers for et opleve en nytårskoncert.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000