29-03-1999 |
|
SuperBrugsen i Glesborg bygger til og bygger om! |
![]() |
SuperBrugsen i Glesborg har netop taget hul på et større til- og ombygningsprojekt, der kommer til at tilføre varehuset ekstra 270 m2 i form af en tilbygning til facaden. Selve byggeentreprisen er på to millioner kroner, og derudover skal der bruges et pænt stort beløb på ombygning i en del af det eksisterende byggeri, plus investeringer i nyt inventar. Butikschef Per Pedersen fortæller, at der er tale om en fremtidssikring af SuperBrugsen i Glesborg, der skal skabe mere plads til den stigende kundesøgning varehuset oplever, samtidig med, at disse kunder tilbydes et udvidet sortiment indenfor færdiglavede madvareprodukter, der er lige til at gå til.
- Tendensen går helt klart i retning af, at vi skal aflaste kunderne i deres køkken ved at tilbyde nogle færdigretter lavet i vores slagter- og delikatesseafdeling, der er lige til at gå til, og som folk kan indtage med velbehag blot ved at opvarme dem. Allerede på nuværende tidspunkt sælger vi en 40-50 middagsretter hver dag, siger Per Pedersen.
Men ombygningen og udvidelsen er også udtryk for udvikling af SuperBrugsens koncept på andre områder. Således vil den nye tilbygning blive udnyttet til etablering af en fast food-café, hvor man vil kunne indtage en enkelt tillavet fast food ret - sandwich, pølser, burgere med videre - i forbindelse med et indkøb. Noget der ikke har været tidligere i SuperBrugsen. Kassefunktionen, kiosk- og bagerafdelingen flyttes også ud i tilbygningen, således, at der inde i selve varehuset frigøres plads til de allerede eksisterende afdelinger, hvor varegrupperne dermed kan få en bedre og mere hensigtsmæssig eksponering.
- Alene vores omsætningsstigning er grund nok til at lave denne ombygning og udvidelse. Vores omsætning er i løbet af blot to år steget med næsten 10 millioner kroner, så kundesøgningen hertil taler i sig selv for et udvidelsesprojekt, som dette her. Så tager vi tendensen med stigende efterspørgsel på veltillavede fast food- og færdigretter med i billedet, er der blot tale om en kombination af to behov, der opfyldes i et hug, siger Per Pedersen.
Bake Off-ovn på vej til Glesborg
SuperBrugsen i Glesborg skal også til at bage sit eget brød selv, idet der forestår en investering i en Bake Off-ovn, så bagerafdelingen kan producere friskt brød og kager hele dagen. Og så betyder rokeringen mellem afdelingerne, at slagterafdelingen udvides, hvorved den får mere køkkenkapacitet til færdigret-produktionen, samtidig med, at den igen kommer til at være »ansigt-til-ansigt« med kunderne. Starten på nybyggeriet gik i uge 10, og det hele skulle meget gerne være klar til sommersæsonen omkring uge 24.
- Indtil da ligger vi i byggerod, men vil vil gøre alt for, at kunderne generes så lidt som overhovedet muligt, siger Per Pedersen, der endvidere kan fortælle, at SuperBrugsen har sikret sig et ekstra stykke jord til p-pladser, således at der bliver en netto-tilgang på henved 40 p-pladser, selv om nybyggeriet tager henved 7 af slagsen. Små 100 p-pladser vil brugsen i Glesborg råde over, når projektet er tilendebragt, og det skulle gerne række et pænt stykke ud i fremtiden vurderer Per Pedersen. Selv på de travleste dage.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000