29-03-1999

Anlæg til rensning af forurenet jord etableres hos Reno Djurs

Grenaa Blad logo

Råstof og Genanvendelses Selskabet af 1990 - i daglig tale RGS 90 A/S - idriftsætter er anlæg til mikrobiologisk rensning af forurenet jord hos Reno Djurs ved Glatved Strand.


Som følge af såvel bygge- og anlægsarbejder som miljømæssige afværgeprojekter, er mængden af forurenet jord, der skal håndteres i Danmark, stigende. Fra myndighedernes side stilles der i stadig højere grad krav om rensning og efterfølgende nyttiggørelse af forurenet jord. Jord, der er forurenet med organiske forbindelser - for eksempel olie, benzin, og opløsningsmidler - kan renses ved hjælp af naturens egne mikrobiologiske processer og RGS 90 etablerer nu et sådant anlæg til mikrobiologisk jordrensning ved Glatved Strand. Det sker i et samarbejde med Reno Djurs I/S, som er de 8 Djursland-kommuners affaldsselskab. Anlægget etableres i tilknytning til Reno Djurs' affaldsbehandlingsanlæg ved Glatved Strand.

- Vi ser kommercielle muligheder for rensning af forurenet jord i det midt- og østjyske område, siger miljøchef Per Wilborg fra RGS 90, og forsætter:

- Vi har i forvejen etableret os hos Reno Djurs med et slambehandlingsanlæg, som behandler slam fra en lang række østjyske kommuner. Med potentialet for rensning af forurenet jord i Midt- og Østjylland, er det nærliggende for os at udvide forretningsområdet, siger han.


Direktøren for Reno Djurs, Morten Therkildsen, er glad for samarbejdet med RGS 90.

- Som affaldsselskab er det vor opgave at fremme affaldsløsninger, som er miljømæssigt og økonomisk bæredygtige. Med dette udgangspunkt har vi en klar interesse i at fremme offentligt-privat samspil på affaldsområdet, siger han.


Århus Amt har netop givet miljøgodkendelse til jordrensningsanlægget. Med netop igangsatte anlægsarbejder er det målet at idriftsætte anlægget i maj måned i år.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000