22-03-1999 |
|
Nyt forslag til amatørteatret placering i Kulturhuset Pavillonen skal udarbejdes |
![]() |
Helhedsløsning med nyt halbyggeri smidt i papirkurven:
Nyt forslag til amatørteatret placering i Kulturhuset Pavillonen skal udarbejdes
Den 16. marts behandlede Grenaa Kommunes Voksen- og Fritidsudvalg påny sagen om flytning af Grenaa Amatørteater fra Remisen i Markedsgade til Kulturhuset Pavillonen som følge af Grenaa Byråds beslutning om at sælge Remise-grunden til nabovirksomheden Johnsen Offset, der gerne vil udvide på grunden. Den beslutning tog byrådet den 22. december, hvorpå en arbejdsgruppe har udarbejdet en rapport, der peger på en optimal løsning på problemet - et helhedsprojekt, der indebærer, at Grenaa Hallen omdannes til et teaterværksted for amatørteatret, samtidig med, at der opføres en erstatningshal for Grenaa Hallen til Vestre Skole idrætsundervisning og de andre fritidsbrugere af den gamle hal. Forslaget indebærer imidlertid en samlet anlægssum på 26,1 millioner kroner, og det ville for kommunens vedkommende betyde en medfinansiering på 18 millioner kroner. Det er lige lovlig pebret for den slunkne kommunekasse, vurderer såvel forvaltningen som Voksen- og Fritidsudvalget, der på den baggrund har bedt arbejdsgruppen om at udarbejde et nyt forslag, der indebærer, at Vestre Skole fortsat skal benytte Grenaa Hallen til sin idrætsundervisning. Dette nye forslag vil med andre ord indebære, at amatørteatret skal indpasses i en tilbygning til Kulturhuset. Politikerne i udvalget valgte endvidere at melde ud med en økonomisk ramme på 5 millioner kroner for et sådant ombygningsprojekt for kommunens vedkommende, omend der reelt er tale om 7 millioner kroner, da der i forvejen er afsat 2 millioner kroner på indeværende års budget til yderligere ombygning af Kulturhuset. Disse penge var oprindeligt øremærket til etablering af diverse værksteder i Grenaa Hallens foyer, men indgår nu som en del af den samlede anlægssum for et kommende ombygningsprojekt, der skal inddrage Grenaa Amatørteater i Kulturhuset. Man håber stadig på, at Lokale- og Anlægsfonden vil være med til at spytte i bøssen, så den samlede anlægssum eventuelt kan komme op i nabolaget af 10 millioner kroner, men det er for nærværende uvist, om fonden skulle have lyst til det,
da der jo ikke foreligger et konkret projektforslag endnu.
Tidsplan skrider
Tidsplanen har på grund af det skrottede forslag måttet rykkes en smule, idet der jo nu skal udarbejdes et helt nyt projektforslag. Ifølge den nye tidsplan skal det nye projektforslag behandles i Voksen- og Fritidsudvalget den 25. maj. Herefter følger en færdigbehandling af forslaget rent forvaltningsmæssigt og sendes derpå til kommentar hos de to parter - Grenaa Amatørteater og Kulturhuset Pavillonen. Fristen for en høring af parterne er den 2. juni, hvorpå den sidste halvdel af juni måned er afsat til afsluttende behandling i udvalg og i selve Byrådet, der gerne skulle kunne tage stilling til det endelige projektforslag på mødet den 29. juni. Herefter venter forberedelse og gennemførelse af projektet, så det kan stå klar til, at amatørteatret kan rømme Remisen og derpå flytte ind i de nye lokaler i sommeren år 2000.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000