22-03-1999 |
|
Rød Saab 900 var i politiets søgelys |
![]() |
En rød Saab 900 har været i politiets søgelys i politikredsen. Fredag morgen den 12. marts blev den observeret sammen med to mænd i forbindelse med et forsøg på indbrud i Byhallen i Kolind. Senere samme dag om eftermiddagen gentog situationen sig ved Tirstrup-Hallen. En årvågen patrulje fra Grenaa Politi kom samme dag om aftenen på sporet af den røde Saab under kørsel fra Kolind mod Rønde. Patruljen så Saab'en og indledte derpå en biljagt, der resulterer i, at den eftersøgte bil blev bragt til standsning på motortrafikvejen. I bilen var der en 25- årig og en 30-årig mand fra Århus, der var i besiddelse af nogle tyvekoster-agtige genstande, som de umiddelbart havde lidt svært ved at overbevise betjentene om var deres. De blev begge anholdt og kørt til afhøring på Politigården i Grenaa. Under afhøringerne erkendte de to gange brugstyveri af biler plus indbrudstyverier og forsøg herpå i både Kolind og Tirstrup. Et indbrud i en landejendom ved Holme måtte de også tage på deres kappe. De blev herefter løsladt under sagen mod dem.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000