15-03-1999

Søndagskoncerter på Sostrup

Grenaa Blad logo

Djurs Barok giver i foråret 3 koncerter søndag eftermiddage (matinéer) i lokalerne på Sostrup Slot ved Gjerrild.


Koncerterne er tænkt som en charmeoffensiv, idet der ikke er billetsalg, men åbent for foreningens nuværende medlemmer og gerne mange andre interesserede mulige nye medlemmer, som kunne tænke sig at støtte foreningens musik-kulturelle aktiviteter.


Den første koncert løb af stabelen søndag den 7. marts, hvor der var sang og musik af Djurs Barokensemble suppeleret af andre sangere og musikere.


Djurs Baroks cembalo skal igen lyde ved de næste 2 cembalo-koncerter, hvoraf den første afholdes søndag den 21. marts.


Her er det den århusianske cembalist Jens Morsing, der om kort tid afslutter sin uddannelse ved Det Jydske Musikkonservatorium, der spiller værker af Froberger og Bach.


Den sidste matiné er foreningens scoop dette forår, idet det her er Lars Ulrik Mortensen, der er et internationalt kendt navn og Danmarks ubestridt bedste cembalist, som vil spille et i skrivende stund ikke kendt program. Koncerten er søndag den 18. april. Lars Ulrik Mortensen har et utal af internationale priser og anerkendelser bag sig. Han har desuden to Grammy’er for bedste klassiske CD’ere.


Som de øvrige kunstnere har Lars Ulrik Mortensen lovet at spille denne koncert gratis til fordel for Djurs Baroks cembalo.


Tilmelding er af pladshensyn nødvendig.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000