15-03-1999 |
|
Byrådet godkendte inkasso-årsrapport |
![]() |
På byrådsmødet i Grenaa Byråd den 9. marts havde Inkassokontoret under Grenaa Kommune indsendt en årsrapport for 1998 til godkendelse. Rapporten fortæller blandt andet, at restancerne for de personlige skatter er steget med 800.000 kroner i forhold til året før, hvilket skyldes tilflytning af borgere til kommunen. Den gennemsnitlige personskatte-restance pr. indbygger i Grenaa Kommune udgjorde i 1998 907 kroner. For kommuner af tilsvarende størrelse lå tallet på 1.036 kroner, og for alle landets kommuner var tallet 1.192 kroner, så Grenaa Kommune ligger på den pæne side af disse tal. Den del af rapporten, der omhandlede »Inkassoplanen for 1999« var også inde i billedet på byrådsmødet, idet tre målsætninger blev specielt fremhævet: At fortsætte med speciel fokus på skatterestancer over 50.000 kroner. At gennemgå samtlige sager vedrørende tilbagebetalingspligtig bistandshjælp. Og at udskrive en saldoopgørelse til samtlige restanter/skyldnere pr. den 31. 12. 1999.
Socialdemokraten Erik Hoberg roste årsrapporten, som han fandt letlæselig og overskuelig. Venstres Mogens Blach mente også, der var tale om et pænt stykke arbejde, omend han havde visse forbehold overfor dele af den.
- Man kunne godt få den tanke, at alle, der skylder over 50.000 kroner i skatterestancer, er jaget vildt, men det er forhåbentlig en sandhed med modifikationer, da der skal vises hensyn, der hvor der er vilje, men ringe evne til at betale. Vi risikerer, at for stor nidkærhed i inkassoarbejdet kan udløse virksomhedslukninger, og det skulle meget nødigt være tilfældet. Når det er sagt, vil jeg gerne tilføje, at personer med viden herom i Venstres gruppe, har ladet mig tilflyde, at kontorets fremgangsmåde i sådanne sager er både pæn og human - både hvad angår skyldnere under såvel som over de 50.000 kroner - og derfor kan også jeg godkende årsrapporten uden yderligere kommentarer, sagde Mogens Blach.
Derpå godkendt byrådet Inkassokontorets årsrapport i énstemmighed.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000