15-03-1999 |
|
Kommunegaranti til en ny ridehal |
![]() |
Gennem nogen tid har Djurslands Rideklub, Fuglsangvej i Grenaa, forsøgt at formå Grenaa Byråd til at give en kommunegaranti på 600.000 kroner i forbindelse med långivning til etablering af en ny ridehal. Byrådet har imidlertid vægret sig ved det på grund af nogle uafklarede ting i sagen - blandt andet med henblik på at få afklaret, om kommunen eventuelt skal deponere et tilsvarende beløb for overhovedet at kunne stille garantien. Disse ting var afklaret på sidste uges byrådsmøde, hvor man besluttede at give kommunegarantien.
Sagen handlede også om at få gjort den kommunale låneramme for 1998 gjort op, så det kunne blive klarlagt, om der her var plads til en sådan garantistillelse af de 600.000 kroner uden efterfølgende krav om deponering. Den 23. februar stod det klart, at noget sådant kunne lade sig gøre indenfor lovens rammer og kommunens formåen - dog således, at rideklubbens lån skal være optaget senest den 31. marts 1999 for at kunne henregnes til regnskabsåret 1998.
Venstres Knud Kildal, der er medlem af Økonomiudvalget, benyttede lejligheden til at repetere byrådets regler for en sådan garantistillelse:
- Det kan kun ske, hvis der er tale om en anlægsinvestering, der kommer børn og unge til gode. Hvis kommunen har råd til at indfri garantien i påkommende tilfælde og endelig hvis kommunegarantien går fri af kravet om deponering af det beløb, der garanteres for. Det er nu afklaret, at alle tre betingelser er opfyldt i dette tilfælde, hvorfor vi godt kan stille en kommunegaranti på 600.000 kroner til etablering af en ny ridehal, sagde Knud Kildal, hvilket byrådet samlet var indstillet på.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000