08-03-1999

Skoletjeneste i Ebeltoft Familiepark

Grenaa Blad logo

Fra den 1. april åbner Ebeltoft Familiepark en skoletjeneste, der tilbyder skoleklasser undervisning. Parkens naturmæssige forhold og de mange forskellige dyr giver ideelle betingelser for besøgende elevgrupper.


Både skoleklasser og børnehaver er faste gæster i Ebeltoft Familiepark. Selv om parken i sig selv giver børn og unge nogle gode oplevelser, vil bestyrer Jesper Stagegaard gerne tilbyde en mere målrettet oplysning og undervisning.

- Vi kan nu tilbyde et biologisk undervisningsforløb kombineret med gode oplevelser, hvilket mange lærere på udflugt i parken er stærkt interesserede i. Det bliver tilrettelagt sådan, at eleverne inddrages i undervisningen på en spændende måde. Det skal ikke være tørt og kedeligt.

- Skoletjenesten vil fokusere på tre hovedemner: Økologi, herunder nogle af jordens økosystemer, for eksempel hvordan dyr og planter er tilpasset hinanden i tropisk regnskov. Et andet emne bliver adfærdsbiologi, om dyrenes indbyrdes rangorden og kommunikation. Det tredje emne vil handle om de truede dyr, og blandt andet berøre, hvad der gøres for at beskytte dem og hvad den enkelte kan gøre, fortæller Jesper Stagegaard.


Et spændende element i Familieparkens skoletjeneste er en samling udstoppede dyr, med blandt andet nogle af de dyr, der er døde af naturlige årsager i Familieparken. Disse dyr giver eleverne mulighed for at se, hvilke dyr, der har uld i ørerne og mærke, hvor skarp en ugleklo er.


Det er den 21-årige, nyuddannede konservator Mikkel Munk Carlsen, der står for denne del af skoletjenesten. I løbet af foråret og sommeren vil han i øvrigt holde såkaldte værkstedsdage, hvor han demonstrerer, hvordan man genbruger døde dyr ved at udstoppe dem. På den måde kan man i Familieparken opleve dyrenes livsforløb, lige fra deres fødsel til hvad der skete med dem efter døden.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000