08-03-1999

Viggo Jensen Cykler har bygget om

Grenaa Blad logo

Efter endt ombygning kan indehaverne af Viggo Jensen Cykler på Strandgade i Grenaa nu byde kunderne velkommen i en butik, der præsenterer varelageret af cykler, cykeludstyr og tilbehør på en helt ny måde. ved at fjerne en stor del af en skillevæg er der blevet lavet og rum og plads til at kunderne meget nemmere kan sive fra forlokalet og ind i et udstillingsareal med en særlig afdeling med cykeltøj fra de professionelle cykelhold - inklusive et prøverum.

- Det har vi gjort for at skabe bedre udstillingsforhold for vores racercykler og mountainbikes plus tilbehør og udstyr af forskellig art. Førhen har folk skullet gå bagom disken og ind gennem en dør til dette udstillingsareal, hvilket mange nok kunne have haft lyst til at gøre, mens de ventede på at blive ekspederet, men som man selvsagt ikke har gjort som noget naturligt. Nu kan folk mere frit bevæge sig rundt i lokalerne og kigge på de forskellige cykler med videre, siger Steen Jensen, der har omkring 300 cykler på lager hele tiden, og endvidere også råder over udstillingsplads på 1. sal.

- Butikken er ikke blevet større rent kvadratmeter-mæssigt, men det virker sådan, fordi det hele hænger bedre sammen med den nye åbning, tilføjer Hanne Jensen.


Der er med andre ord bedre mulighed for at få overblik over sortimentet, der er særdeles bredt i en moderne cykelforretning. Steen Jensen kan fortælle, at den samme cykel/model efterhånden kan købes i op til 18 forskellige udgaver med hver sit gearsystem.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000