08-03-1999

Boligselskabet Grenaa af 1945 har taget de første spadestik til opførelsen af 16 familieboliger og et fælleshus i Ålunden

Grenaa Blad logo

Her ses Poul Erik Schumacher fra 1945's byggeudvalg og bestyrelse, og af borgmester Gert Schou, med 1945's officielle spadestik-spade, som har været benyttet siden 1980.Boligselskabet Grenaa af 1945 kunne onsdag i sidste uge tage hul på endnu et nybyggeri. Der var tale om 2. etape af et større boligprojekt i Ålunden/Ådalen i Grenaa, der allerede består af 24 ældreboliger, som var klare til indflytning omkring årsskiftet. De første spadestik til anden del af projektet blev foretaget af Poul Erik Schumacher fra 1945's byggeudvalg og bestyrelse, og af borgmester Gert Schou. Formanden for 1945, Birte Nørager, kunne for en gangs skyld ikke medvirke til et 1. spadestik, da hun for tiden befinder sig på den anden side af jordkloden - nærmere bestemt i Australien. Men hun sendte den småfrysende og regnvåde forsamling i Ålunden de varmeste hilsner.....


Byggeriet omfatter 16 familieboliger plus et fælleshus, der knytter sig til begge etaper.


For en samlet byggesum på 16,8 millioner kroner får 1945 12 etplans-boliger på hver 92 m2, 4 toplans-boliger på hver 107 m2 plus et fælleshus for hele bebyggelsen, der altså kommer til at bestå af 40 boliger ialt.


På byggeudvalget og betyrelsens vegne foretog Poul Erik Schumacher det første spadestik, og han kunne konstatere, at dette spadestik faldt næsten præcist et år efter man havde foretaget det første spadestik på 1. etape - ældreboligerne. Datoen var den 12. marts 1998, og den 3. marts 1999 kunne selskabet så ovenpå en vellykket licitation - og en kommunal godkendelse af et 14%'s tilskud i forhold til anlægssummen i størrelsesordenen 2,3 mio. kroner - tage hul på 2. etape i Ålunden/Ådalen, hvor der hersker stor byggeaktivitet i øjeblikket, da amtet på grunden på den anden side af Ålundens fællesvej i øjeblikket er ved at opføre en institution for udviklingshæmmede.


Poul Erik Schumacher sagde i sin tale, at det var glædeligt, at det denne gang var lykkedes at få boligselskabets ønsker i forbindelse med byggeriet til at matche den budgetramme, man var nået frem til. Han mente således, at der ville blive tale om et kvalitetsbyggeri, der ville falde godt ind i den øvrige bebyggelse i området.


Teknikerne bag projektet er arkitekt Lars Sommer og ingeniør Lars Bager.


Forretningsfører Frede Frandsen bemærkede endvidere, at uden kommunal velvilje bag et sådant byggeri af almene boliger, så gik det ikke.


Borgmester Gert Schou erklærede i sin tale, at det altid er positivt at foretage et første spadestik, og at kommunen gerne medvirker til sådanne projekter, da man jo fra kommunal side har en vis forpligtelse til at dække hele kommunen ind rent boligmæssigt. Han bemærkede, at det næste gang var Anholts tur, hvor kommunen har vedtaget at støtte byggeriet af fire boliger med byggestart i år.

- Vi kan medvirke til, at der bliver bygget cirka 20 boliger om året i kommunen, men det rækker desværre ikke langt, når der på samme tid bliver nedlagt et tilsvarende antal boliger, men vi må sige, at kommunens økonomi ikke er til budgetoverskridelser og store armbevægelser i det hele taget, og det bliver næppe ret meget anderledes over de næste åringer, sagde han blandt andet.


Han roste endvidere boligselskabet for stor byggeaktivitet og som eksponent for kvalitetsbyggeri.


Spaden, der blev benyttet, er 1945's officielle spadestik-spade, som har været benyttet siden 1980, Nu er den imidlertid så overplastret med inskriptions-plader fra hvert nyt byggeri, at den overgår til at være en udstillingsgenstand. I stedet må Frede Frandsen ud og købe en ny spade, så det næste byggeprojekt i rækken også kan blive igangsat som det sig hør og bør.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000