08-03-1999

Nimtofte-røvernes jakker fundet i en sort plasticpose på en mark !

Grenaa Blad logo

Nimtofte røverens jakkePå en mark mellem Nimtofte og Kolind - cirka 300 meter nord for Vedøvej - smed bankrøverne fra røveriet mod Djurslands Bank i Nimtofte torsdag den 21. januar en sort plasticpose med de jakker de havde på, da røveriet blev begået. Det er Grenaa Politi blevet opmærksomme på fredag den 26. februar efter at have taget imod en henvendelse fra den landmand, som ejer marken, der ligger i trekanten mellem Kolind, Attrup og Sivested, og temmelig tæt ved Sønderskovvej ved Nimtofte, hvorfra røverne skiftede bil fra en hvid Mazda til en rød Nissan, og derpå foretog den videre flugt mod Kolind, hvor sporet fortsat ender blindt ved den parkeringsplads på Drasbeksgade, hvor den røde Nissan Sunny blev parkeret af røverne, og derpå efterladt. I bilen fandt man en Thinsulate-hue, som man knytter direkte til røveriet. Nu har man altså også fået fat i røvernes jakker, der er uden særlige kendetegn, men alligevel matcher 100% med hvad overvågningskameraet i banken filmede under røveriet den 21. januar ved 14-tiden.


Kriminalkommissær Troels Haugsted konkluderer på baggrund af fundet af røver-jakkerne, at teorien om, at røverne er kørt direkte til Kolind efter røveriet, ser ud til at holde stik. Men det er altså fortsat uvist, hvordan de er kommet videre fra Kolind, og Grenaa Politi håber stadig på at modtage nogle oplysninger fra offentligheden, som kan hjælpe dem videre med sagen.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000