08-03-1999

Handelscenter Grenaa skal vælge ny formand

Grenaa Blad logo

Når Handelscenter Grenaa - fusionen mellem Grenaa Handelsstandsforening og Grenaa Cityforening - torsdag den 18. marts afholder sin første ordinære generalforsamling på Scandic Stena Line Hotel Grenaa, skal forsamlingen vælge ny formand. Den nuværende formand Holger Brodersen, der er forhenværende hoteldirektør på det sted, hvor generalforsamlingen afholdes, må med henvisning til et jobskifte træde ud af bestyrelsesarbejdet. Men inden det kommer så vidt, vil han aflægge sin sidste formandsberetning om foreningens virke i det forløbne år. Der har som allerede antydet været tale om et skelsættende år, hvor fusionen mellem de to store handelsstandsforeninger i byen kom endeligt på plads. Ikke mindst med henblik på at lave en ny struktur på området, der indebar ansættelse af byens første fuldtids handelschef. Denne person tiltrådte den 2. februar i skikkelse af den 45-årige fynbo Preben Andersen, der har fået kontor i Det Gamle Rådhus på Torvet i Grenaa.


Fremlæggelse af foreningens reviderede regnskab, fonde og legater forestås igen i år af kasserer Finn Dyrbye. Der skal endvidere foretages valg til bestyrelsen, hvor der mindst vil ske udskiftning på én post, idet Holger Brodersen som allerede nævnt må forlade den på grund af jobskifte. På valg er endvidere bankdirektør Tage Malling, forretningsindehaver Bodil Bach og el-installatør Søren Jensen. Generalforsamlingen skal også tage stilling til budgettet, hvorunder den nye handelschef vil komme med en orientering. Tilmelding til generalforsamlingen skal ske ved henvendelse til Handelscenter Grenaa's kontor senest den 16. marts.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000