08-03-1999

»senior-ildsjæle«

Grenaa Blad logo

En flok »senior-ildsjæle« er klar til at hjælpe sig selv og andre ledige seniorer med at genvinde fodfæstet på arbejdsmarkedet - blandt andet via denne IT-café i seniorprojektets lokaler på adressen »Seniorhuset vici A/S, Århusvej 22B i Grenaa«. Her ses fem af ildsjælene: Ulla Devisscher, Inge Grundvad, Birthe Svendsen, Leif Sørensen og Bo Jensen i selskab med deres projektleder Poul Nowack, der holder sig klædeligt i baggrunden.

Seniorhuset med den åbne IT-café åbnede for målgruppen mandag i sidste uge, og er man over 45 år, ledig og tilmeldt Arbejdsformidlingen, så kan man gå direkte fra gaden og ind i det nyoprettede Seniorhus på Århusvej og få råd, vejledning og anden hjælp i forbindelse med jobsøgnings-relaterede tiltag af enhver art: Søge information om bestemte virksomheder på Internettet, udarbejde eller få hjælp til at udarbejde curriculum vitae (kort levnedsbeskrivelse i punktform) og egentlige ansøgninger via PC/tekstbehandlingsprogram eksempelvis.

Seniorhuset rummer også diverse projektarbejdsgrupper under Senior-Kontakten Djursland, som er den overordnede betegnelse for seniorprojektet, der er startet på initiativ af Grenaa Tekniske Skole. Seniorprojektet har netop uddannet 14 »senior-ildsjæle«, der skal sørge for at skabe noget positiv opmærksomhed omkring målgruppen - ikke mindst via personlig kontakt til virksomhederne.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000