01-03-1999 |
|
Borgermøde omkring eventuelt fjernvarme-projekt i Voldby |
![]() |
En lokal arbejdsgruppe og Energiselskabet ARKE har planer om at opføre et flisfyret Lokalvarmeværk i Voldby.
I de sidste uger er der kørt en informationskampagne i området, og torsdag den 4. marts holder ARKE i et samarbejde med Voldby og Omegns Beboerforening borgermøde i Voldby Forsamlingshus.
På mødet vil der mere detaljeret blive orienteret om Lokalvarmeprojektet, ligesom der bliver mulighed for at stille afklarende spørgsmål.
Målet med mødet er at give befolkningen det bedst mulige grundlag for at vurdere, om man ønsker at blive tilsluttet Lokalvarmen. Hvis der skal arbejdes videre med projektet, skal mindst 70% af olieforbrugerne i området inden den 23. marts 1999 tilmelde sig. Det betyder, at mindst 86 skal tilkendegive, at de ønsker at blive tilsluttet. Hvis nok tilmelder sig og beregninger viser, at projektet kan hænge sammen, vil tilslutning kunne finde sted i løbet af år 2000.
Frem til den 23. marts kan man tilmelde sig til kampagneprisen, hvor man betaler 100 kroner for at blive andelshaver i ARKE Varme. Prisen efter den 23. marts er 1.000 kr. Melder man sig først senere, bliver prisen efter den nuværende takst 12.500 kr.
Gennem et kommunegaranteret lån betaler fællesskabet varmecentral, net og tilslutningen af den enkelte husstand. Det kommunegaranterede lån betales tilbage over varmeprisen. ARKE giver en garanti for, at varmeprisen ikke overstiger 580 kr./MWh. Beløbet kan dog fremskrives med nettoprisindekset, som afspejler prisstigningerne i samfundet.
Yderligere oplysninger kan fås hos et af medlemmerne fra borgergruppen eller hos ARKE.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000