01-03-1999

Stor kundetilgang og større overskud

Grenaa Blad logo

Djurslands Banks årsregnskab for 1998 viser:


Stor kundetilgang og større overskud

Bestyrelsen i Djurslands Bank godkendte bankens årsregnskab for 1998 onsdag den 24. februar i sidste uge.


Regnskabet udviser et overskud på 25,4 mio. kroner - en stigning på 3,3 mio. kroner i forhold til 1997.


Overskuddet svarer til, at bankens egenkapital er forrentet med 13,4 % - et resultat, som bankens ledelse anser som tilfredsstillende.


Den positive udvikling i antallet af privatpersoner og virksomheder, som ønsker at benytte Djurslands Bank, fortsatte i 1998, og blev den største igennem mange år.


Der er flere årsager til den fortsatte tilgang af kunder, vurderer bankdirektør Vagn Stenager.

- En af årsagerne er uden tvivl bankens medarbejdere, der i alle vore afdelinger på Djursland og omkring Århus giver kunderne en aktiv og kvalificeret rådgivning. I banken lægger vi meget stor vægt på rådgivningen, og vi aflønner derfor heller ikke medarbejderne efter, hvor mange produkter de sælger til kunderne.


Det vigtigste er, at vore kunder får de produkter, som de har behov for.


Desuden er det en stor styrke at være tilstede lokalt med afdelinger på hele Djursland og omkring Århus. Det er nu engang lettere at få kvalificeret og personlig rådgivning, når man sidder ansigt til ansigt med kunderådgiveren, siger Vagn Stenager.


Stigende ind- og udlån

Kundetilgangen kan også aflæses på udviklingen i ind- og udlån, der er steget med henholdsvis 91 mio. kr. og 172 mio. kr.


Bankens indtjening herpå - rentemarginalen - har derimod været lavere i 1998 end i 1997.

- Lavere renteniveau har imidlertid medført, at mange boligeejere med fordel har omlagt deres realkreditlån.


Det medfører mange flere forretninger for banken, og vi får dermed en større indtjening.


Så på trods af at vore priser er faldet, er bankens indtjening steget på grund af større ind- og udlån samt større aktivitet i banken, forklarer bankens direktør.


Færre tab på kunder

Tab og hensættelser blev 1,8 mio. kr. mindre end i 1997. Kunderne er med andre ord blevet bedre til at betale deres lån i banken.


Driftsudgifterne steg med 4,4 mio. kr. eller 5,5 %. Heraf kan 3,2 mio. kroner henføres til etableringen af den nye afdeling i Risskov samt en hjemme-pc ordning for bankens medarbejdere.


Ud af det samlede resultet på 16 mio. kr. foreslår bestyrelsen, at der udbetales 3,6 mio. kr. i udbytte svarende til 13 %.


I 1999 forventer banken et resultat på nogenlunde samme niveau som i 1998, når der ses bort fra kursreguleringer og skat.


Generalforsamling i Idrætscentret

Bankens generalforsamling afholdes i Grenaa Idrætscenter onsdag den 17. marts, hvor regnskabet vil blive nærmere gennemgået.


Der forventes i lighed med tidligere år ca. 700 til 800 deltagere.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000