22-02-1999 |
|
Farvel til et liv i hotelbranchen |
![]() |
Margit Fribo, Grenaa, går på efterløn efter et langt liv i restaurations- og hotelbranchen. Margit Fribo, der er midt i tresserne, slutter som regnskabschef på »Scandic Stena Line Hotel Grenaa«.
Margit Fribo er født i Grenaa og efter en kontoruddannelse blev det restaurationsbranchen, hun kom til at arbejde i.
Hun har haft ansættelse på Wiwex i København, hvor hun traf sin mand, Gert Fribo. Derefter havde hun ansættelse på Hotel Nyborg Strand, og derfra forpagtede hun og manden Bogense Hotel. Herfra gik turen til Grenaa, hvor parret forpagtede Hotel Dagmar, og de åbnede restauration »De Tre Små Stuer«.
Efter hendes mands død fik Margit Fribo ansættelse som inspektør på Hotel du Nord i Grenaa. Her har hun passet arbejdet flittigt under forskellige hotelnavne, og hun har haft seks forskellige direktører.
I 1988 blev hun regnskabschef, og hun har indenfor det sidste års tid leget med tanken om at gå på efterløn. Nu er beslutningen taget, selvom det ville være utroligt spændende, at deltage i det nye koncept, som er Hotel Scandic.
Margit Fribo er en flittig maler i Fornæsgruppen og Kunstskolen i Grenaa, og hun vil kaste sig over maleriet, når hun endelig får tid. Hun har også dejlige børnebørn, Johan, Anne Sofie og Jonas, så der bliver nok at se til.
- Jeg har i mit liv arbejdet sammen med mange dejlige mennesker. Hotelbranchen er jo utrolig spændende, så jeg glemmer helt at årene bare er gået, siger Margit Fribo. Det er svært at gå på efterløn, men jeg glæder mig over, at jeg har haft mange gode år.
Hotellet holder reception for Margit Fribo fredag den 26. februar fra kl. 14-17.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000