22-02-1999

Nyt butikscenter på Rugvænget beregnet for »trailerfolket«

Grenaa Blad logo

Lidt tøvende har Grenaa Byråd besluttet at give tilladelse til et nyt butikscenter på arealerne ved Rugvænget. Det blev betonet, at der ikke måtte være tale om detailhandel, men om firmaer, der handler med store partier til glæde for »trailerfolket«.


Der er søgt om opførelse af fire forretninger: Et byggemarked, en butik med salg af barnevogne, senge, kravlegårde og babyudstyr, og en møbelbutik samt en gros salg til kommuner og private.


Baggrunden for den lidt tøvende holdning hos byrådet var, at der kom to indstillinger fra faste udvalg, nemlig fra Teknisk Udvalg, som var imod byggeriet, og Økonomiudvalget, som gik ind for byggeriet.


Tre stemte ikke

Det hele blev dog smeltet sammen af et ændringsforslag, som blev stillet af den konservative Poul Bach, som talte på den borgerlige gruppes vegne. Han foreslog, at byrådet skulle præcisere, hvilke varer der må sælges, og at Grenaa Byråd ikke ønsker, at der nu skal laves et nyt detailhandelscenter i Grenaa.


Dermed blev byggetilladelsen givet, dog kunne tre medlemmer ikke medvirke ved en afstemning. Det var Erik Hoberg, Henning Christensen og Allan Andersen.


Hurtig på aftrækkeren

Formanden for Teknisk Udvalg Henning Christensen mente, at det var for hurtigt at tage stilling til sagen om nye butikker på et tidspunkt, hvor detailhandelen var ude i en offentlig forhandling. Han ville dog ikke gå imod vækst i kommunen.


Svend Brandstrup Hansen (V) fandt, at det var rigtigt at være hurtig på aftrækkeren, da det ville gavne hele handelen i Grenaa.


Allan Andersen (SF) mente, at handelen med grundene skulle trækkes tilbage, og derefter få byggegrundene ud i offentligt udbud. Han pegede også på, at der kunne opstå trafikale problemer, så det offentlige stod med en regning til en rundkørsel.


Handelscentre ved indfaldsvejene

Lotte Horneman (V) sagde kort og godt, at projektet er lovligt, når byrådet skønner det. Hun gjorde opmærksom på, at der både ved Århus og Randers bliver bygget handelscentre, som ligger udenfor bykernen.

Niels Erik Iversen (S) fandt, at forvaltningens indstilling til sagen var lidt frustrerende, men når det ikke strider mod planlægningen, ville han stemme for.


Verdens mindste egnscenter

Henry Møller (S) mente, at de store handelskæder handler hurtigt, og det bør byrådet også gøre.


Egil Classen (GL): - Hvis der er virksomheder som vil til Grenaa, så skal vi være med.


Borgmester Gert Schou sagde, at Århus kalder sig verdens mindste storby, så er Grenaa verdens mindste egnscenter. Vi har imidlertid en vækstpotentiale, som nu bliver udnyttet.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000