15-02-1999

Eftermiddagskursus for kartoffelavlere

Grenaa Blad logo

Dyrkning af kartofler er en specialitet - altså en specialafgrøde, som kræver særlig viden. Derfor arrangerer Djursland Landboforening et kursus den 2. marts. Kartoflen er en meget gammel kulturafgrøde, og de fleste med haver har prøvet at dyrke kartofler og almindeligvis med rimelig god succes.


Når en almindelig haveejer kan dyrke kartofler uden særlig dyrkningsteknisk viden, hvorfor så afholde kursus?


Hvis kartoffelavl skal lykkes i stor skala og være en rentabel afgrøde, skal alle kendte dyrkningstekniske metoder tages i anvendelse.


På kurset vil der særligt blive lagt vægt på generelle forholdsregler i forbindelse med skimmelbekæmpelse, men også optimering af gødskningen under de nye gødningsregler vil blive behandlet. Der er indenfor den allerseneste tid dukket nye skimmel- og ukrudtsmidler op, disse emner vil også blive behandlet.


Foreningen har formået at få den nye landskonsulent i kartoffelavl, Lars Møller, Landbrugets Rådgivningscenter til at komme.


Endvidere vil der være indlæg af kemikaliekonsulenter og ved DL’s egne lokale konsulenter.


Kurset afvikles tirsdag den 2. marts på Landbocentret i Grenaa. Kurset er begrænset til max. 25 deltagere og for at deltage, er det nødvendigt med forudgående tilmelding. Sidste frist for tilmelding er den 22. februar.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000