15-02-1999

Ugebladet Søndags læsere har kåret grenaaenser som Årets Kvinde 1998

Grenaa Blad logo

Den 81-årige grenaaenser Inger Andreasen er af Ugebladet Søndags læsere blevet kåret som »Årets Kvinde 1998« foran kandidater som CD's partiformand Mimi Jacobsen og komikerparret Søs Egelind og Kirsten Lehfeldt. Mandag den 8. februar fik Inger Andreasen ved en højtidelighed på den fine københavnske Restaurant Cassiopeia overrakt blomster, chokolade, en indgraveret vase og en check på 25.000 kroner af ugebladets redaktør Johnny Johansen.


Fredag den 12. februar var hun påny en smut forbi hovedstaden på invitation fra TV2's program »Før Deadline«, der gerne ville have hende til at fortælle om de nærmere omstændigheder omkring hæderen. Baggrunden er naturligvis Inger Andreasens mangeårige arbejde med at skaffe penge til SOS Børnebyerne - via salg af sin og andres håndarbejdsproduktion, private bidrag og egne midler. Inger Andreasen betaler således p.t. faste bidrag til 31 børn, 1 skolefadderskab og 10 SOS Børnebyer. Der er tale om en samlet sum på 50.000 kroner årligt. Læg dertil udgifter på 6.400 kroner årligt til indkøb af julegaver til »hendes børn«. En journalist og en fotograf fra Ugebladet Søndag besøgte Inger Andreasen sidste sommer med henblik på at lave en portrætartikel af hende. Otte forskellige portrætartikler af mere eller mindre kendte danske kvinder blev valgt ud med henblik på deltagelse i læserkonkurrencen »Årets Kvinde 1998«, og Inger Andreasen blev heraf udpeget som en rimelig suveræn vinder med 30% af de afgivne stemmer. Læse

rne kunne ringe ind eller skrive til bladet for at afgive deres stemme.


De 25.000 kroner skal naturligvis bruges på hendes mange fadderskaber. Begivenheden omtales også i indeværende uges udgave af Ugebladet Søndag.

[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]

© Grenaa Bladet 2000