15-02-1999 |
|
Grenaa Bowlingcenter barsler med flere nye tiltag her i 1999 |
![]() |
Grenaa Bowlingcenter har taget hul på 1999 med en række nyheder. Centret barsler således med enkelte nye aktiviteter, såsom Natbowling, samtidig med, at der er blevet udnævnt en ny leder af centret i skikkelse af den 27-årige Jens Ladefoged, der har været én af centrets faste medarbejdere siden starten tilbage i 1994. Der er således tale om en mand, der kender centret ud og ind.
Den første nye aktivitet under den nye leder var Natbowlingen i weekenden den 5.-6. februar. Til formålet har centret lejet et lysshow i form af noget såkaldt intelligent lys, samtidig med, at en røgmaskine leverer røg og damp. Lyset slukkes, hvorefter bowlingkuglerne slynges i retning af nogle selvlysende kegler i et inferno af farverige lyseffekter og røg.
- Vi prøvede det første gang tilbage i 1994, men ikke så gennemført som nu, siger Jens Ladefoged, der forklarer initiativet med ønsket om også at få god belægning på banerne i de sidste to timer inden midnat.
- Og så krydrer vi Natbowlingen med nogle små overraskelser, idet vi på et givent tidspunkt melder over højttaleranlægget, at der er en gratis omgang fra huset til den næste bane, der leverer en strike, siger han.
Natbowlingen kører resten af året hver fredag og lørdag aften.
Den nye leder kan endvidere melde om øget aktivitetsniveau i centret via firmabowling, pensionistbowling og foreningsbowlerne i Djursbowleren.
- Desuden er der blevet brugt henved 100.000 kroner på renovering af maskinerne gennem de sidste halve år, så alt kan køre optimalt for vores gæster. Yderligere vil vi forstærke målsætningen om, at bowlingcentret er for bowlere ved at »skrue ned for musikken«, og i det hele taget give centret en kraftig ansigtsløftning i den kommende tid, slutter den nye leder Jens Ladefoged.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000