08-02-1999 |
|
Grenaa Politi er sikre på at have fundet flugtbil nr. 2 fra bankrøveriet i Nimtofte |
![]() |
To maskerede mænd røvede 325.000 kroner fra Djurslands Banks Nimtofte-afdeling torsdag den 21. januar ved 14-tiden om eftermiddagen. De stak af fra stedet i en hvid Mazda 323, som de havde stjålet fra Fuglsangvej - ud for nr. 85 - i Grenaa i tidsrummet mellem den 19. januar klokken 20.00 og den 20. januar klokken 12.00. Den hvide Mazda efterlod røverne på Sønderskovvej i Nimtofte - cirka to minutters kørsel fra banken - og skiftede den ud med en rød bil, som de så har benyttet til den videre flugt med udbyttet. Et vidne, der havde set denne røde bil på Sønderskovvej inden røveriet, gav politiet det indtryk, at der med sikkerhed var tale om en rød Opel Kadett. Fundet af en rød Nissan Sunny 1,4 på p-pladsen til Djurslands Bank i Kolind - ved Drasbeksgade - har imidlertid fået Grenaa Politi på andre tanker. Bilen, der er blevet stjålet i Knudrisgade i Århus indenfor nogenlunde samme tidsrum som Mazda'en blev stjålet i Grenaa, indeholdt nemlig en Thinsulate-hue, der
i nøje grad svarer til den, som den ene af bankrøverne havde på hovedet under røveriet, og samtidig har bilen en mindre bule i højre forskærm, hvilket ét af vidnerne også bemærkede ved den røde bil, der holdt parkeret på Sønderskovvej umiddelbart inden røveriet den 21. januar. Sagen blev udførligt beskrevet i TV3's kriminalmagasin »Efterlyst« torsdag aften i sidste uge, hvor Grenaa Politi blandt andet efterlyste de eventuelle vidner, der måtte have set den røde Nissan Sunny i eller omkring det øjeblik, hvor røverne har efterladt den på p-pladsen ved Drasbeksgade til Djurslands Bank i Kolind.
Parkeret i Kolind i mindst en uge
Her har den så befundet sig i minimum en uge, idet et vidne har forklaret, at han første gang blev opmærksom på dens eksistens ved p-pladsen i Kolind mandag den 25. januar. Politiet blev opmærksom på bilen præcis en uge senere mandag den 1. februar om eftermiddagen. Heraf kan man således slutte, at røverne har efterladt bilen på p-pladsen ved Drasbeksgade på ét eller andet tidspunkt mellem røveridagen den 21. januar og mandag den 25. januar, hvor den første sikre observering af den blev foretaget af en person, der ikke umiddelbart kunne gætte sig til, at det kunne være en røveribil, idet politiet jo på daværende tidspunkt udelukkende interesserede sig for røde Opel Kadett'er, idet ét af vidnerne fra Sønderskovvej havde erklæret sig 100% sikker på, at der var tale om en Opel Kadett. En hel del tyder nu på, at dette vidneudsagn ikke var helt korrekt.
Hvem har set den røde Nissan Sunny?
- Vi er temmelig sikre på, at der er tale om røvernes flugtbil nummer to, og det er af afgørende betydning for den videre efterforskning, at vi får nogle henvendelser på dens færden i og omkring Kolind og frem til det tidspunkt, hvor den er blevet efterladt af røverne på p-pladsen ved Drasbeksgade, siger kriminalkommissær Troels Haugsted fra Grenaa Politi.
Den hvide Mazda blev med sikkerhed set onsdag den 20. januar på Lufthavnsvej (en sidevej til hovedvej A15) i nærheden af Tirstrup Lufthavn. Et vidne bemærkede bilen omkring klokken 16.00 - der var her én person i bilen - og da han så omkring klokken 20.00 igen passerede stedet bemærkede han, at den nu holdt parkeret på Lufthavnsvej tæt ved hovedvej A15. På dette tidspunkt noterede vidnet sig bilens registreringsnummer MS 57 303. Bilen holdt parkeret på en parkeringsplads, hvor der også er opstillet en større, rød, lukket container. Da vidnet bemærkede bilen første gang, blev han ligeledes opmærksom på yderligere en rød bil, der ligeledes holdt parkeret på Lufthavnsvej. I denne bil var der 1 eller 2 personer. Der kan meget vel have været tale om de kommende røvere i den røde, brugsstjålne Nissan Sunny under deres forberedelser til bankkuppet dagen derpå i Nimtofte.
- Grundet fundet af tophuen - som bilens ejermand ikke vil vedkende sig ejerskabet af - sammenholdt med vidnets oplysning om skaden på forskærmen, må det formodes, at der er tale om den røde bil, der før røveriet holdt parkeret på Sønderskovvej i Nimtofte, konkluderer Troels Haugsted.
Den røde Nissan Sunny har registreringsnummeret SZ 52 209, og tilhører en Næstved-borger, der i dagene op til den 21. januar var på kursusophold i Århus. Han meldte sin bil stjålet den 20. januar om eftermiddagen.
Begge røvere beskrives som værende mellem 25 og 30 år gamle og mellem 180 til 185 cm. høje. Ingen af de to bar synlige våben under røveriet i banken, der varede cirka 1 minut og gik ud over fire ansatte samt to kunder.
Grenaa Politi kan kontaktes på 86321011 for oplysninger, der kan bringe kriminalpolitiet videre i efterforskningen.
[ Alle ugens artikler | Hoved oversigt | Grenaa Bladets hjemmeside ]
© Grenaa Bladet 2000